Opstillingsberettigede til PLF’s bestyrelse, 2026

Her præsenteres de bestyrelsesmedlemmer, der ønsker genvalg, samt de nye kandidater, der ønsker valg til bestyrelsen ved generalforsamlingen den 28. marts 2026.

Formandsposten

Inge Neandergenopstiller

Jeg genopstiller som formand for Plejefamiliernes Landsforening, fordi jeg ønsker at fortsætte arbejdet med at styrke plejefamiliernes vilkår og sikre, at vores fælles stemme bliver hørt.

Jeg er fra den gode årgang 1962 og mor til 5 drenge, født mellem 1980 og 2002. Familieliv, ansvar og hverdagslogistik har derfor været en stor del af mit liv gennem mange år.

læs mere
I omkring 30 år arbejdede jeg i Postvæsenet – blandt andet på Girokontoret, i Generaldirektoratet for P&T og i centraladministrationen. Her har jeg fået solid erfaring med organisation, samarbejde og med at navigere i større systemer.

Siden 2009 har jeg været plejefamilie, og siden 2020 har jeg været medlem af bestyrelsen i Plejefamiliernes Landsforening.

Jeg er gift med Henrik, som sørger for logistikken på hjemmefronten, når jeg er på farten for – eller med – PLF.

Jeg genopstiller, fordi jeg oplever, at den retning, PLF har bevæget sig i det seneste års tid, giver rigtig god mening. Samarbejdet i bestyrelsen er stærkt og værdifuldt, og mit tætte samarbejde og den daglige sparring med næstformanden er med til at skabe retning og fremdrift i arbejdet.

Som formand vil jeg fortsat arbejde målrettet for bedre retssikkerhed og vilkår for plejefamilier.

Samtidig vil jeg stå fast på at støtte de plejefamilier, der oplever at komme i søgelyset eller blive mistænkeliggjort af kommuner eller tilsyn. Ingen plejefamilier skal stå alene i sådanne situationer.

Mit mål er en overenskomst for plejefamilier, så vores ansættelse bliver professionel, gennemsigtig og forankret i HR – ikke afhængig af skiftende vurderinger hos den enkelte socialrådgiver.

Plejefamilier løfter en professionel opgave for samfundet – derfor skal vi også have professionelle ansættelsesvilkår gennem en overenskomst.

Plejefamilier gør hver dag en afgørende forskel for nogle af samfundets mest sårbare børn. Derfor skal plejefamilier også have ordentlige og stabile vilkår, og Plejefamiliernes Landsforening skal fortsat være en stærk og tydelig stemme for plejefamilier i Danmark.

Næstformandsposten

Mads Brecklinggenopstiller

Jeg genopstiller som næstformand for Plejefamiliernes Landsforening for i samarbejde med bestyrelsen og formanden at repræsentere og kæmpe for plejefamiliernes retssikkerhed og vilkår.

Lige nu står vi ved en skillevej.

læs mere
Det momentum skal vi føre helt til dørs, så vi får en plejefamiliereform og forhåbentlig en overenskomst, der kan bringe håbet tilbage hos nuværende plejefamilier. Dernæst skal vi skabe grobund for, at fremtiden også rummer gode plejefamilier, der kan se sig selv i arbejdet.

Prognoserne for fremtidens antal plejefamilier taler deres tydelige sprog. Vi er i frit fald.

PLF rykker nu – og det gør vi også, fordi der er sat en klar retning for PLF og en bestyrelse, der samarbejder. Vi har nogle virkelig dygtige medarbejdere med høj faglighed og blik for både PLF og vores medlemmer.

De sidste 2 år har jeg arbejdet utrætteligt for i samarbejde med andre at skabe struktur på både de indre og de ydre linjer i PLF.

Jeg har været plejefar i 8 år og har længe engageret mig i kampen for ordnede forhold – også før min tid i PLF.

Ikke uden grund er jeg blevet kaldt “ferie-Mads”. Nu må det være “overenskomst-Mads”.

Min baggrund er livslang ledelseserfaring i detailhandlen – både i ind- og udland – bestyrelsesposter i detailhandlen samt en tidligere formandspost i den danske forening for adfærdsterapi (ACBS Denmark).

Landets plejefamilier fortjener overenskomst, retssikkerhed og ordentlige vilkår. Det er ikke et sekund for sent.

Det kræver en sikker hånd – og et veltømret og godt samarbejdende formandskab i en veldrevet fagforening.

Opstillere og genopstillere til PLF's bestyrelse

Anne-Mette Slot Hartmanngenopstiller

Jeg hedder Anne-Mette Slot Hartmann, og jeg har valgt at stille op igen til bestyrelsen i Plejefamiliernes Landsforening.

Jeg kom ind i bestyrelsen i august sidste år, og det har været både lærerigt og vigtigt for mig at være med der, hvor beslutningerne og retningen for vores fælles arbejde bliver drøftet.

læs mere
Jeg kom ind i en meget arbejdsom bestyrelse, hvor der arbejdes på, at vi som plejefamilier får de bedste vilkår. Det har været meget lærerigt, og samtidig har jeg selv mærket, hvordan der konstant arbejdes i “kulissen” for os plejefamilier.

Jeg har været plejemor i 16 år, og ligesom mange af jer ved jeg, at dette liv både er fyldt med mening, kærlighed, bekymringer, kampgejst og en hverdag, hvor man ofte må tage en ekstra dyb indånding. Det er ikke bare et arbejde – det er en måde at leve på.

Derfor betyder det meget for mig, at plejefamilier bliver taget alvorligt, og at vores erfaringer fra virkeligheden bliver hørt. Jeg tror på, at vi står stærkest, når vi kan tale åbent sammen – også når vi ikke altid er enige – og når vi husker, at vi i bund og grund vil det samme: bedre vilkår for plejefamilierne og de børn, vi har i vores liv.

Jeg stiller op igen, fordi jeg gerne vil bidrage med min erfaring, min stemme og mit engagement.
Alle børn fortjener et godt liv og en meningsfuld fremtid – og det er vi heldigvis alle en del af at arbejde for.

Karina Quaade Dogangenopstiller

Mit navn er Karina Quaade Dogan. Jeg er 50 år og bor i Faxe Ladeplads med min mand Nasip.

Sammen har vi 7 børn, 3 biologiske, hvoraf den ældste er flyttet hjemmefra, og 4 plejebørn.

læs mere
Jeg er selv vokset op som biologisk barn i en plejefamilie fra den dag, jeg blev født og til jeg som 16-årig flyttede hjemmefra. Herefter var jeg ofte vikar/barnepige for mine forældre.

I 2002 blev jeg uddannet pædagog og arbejdede derefter i børnehave og på et opholdssted. I 2006 fik vi det første plejebarn, så vi har været plejefamilie i 20 år. Siden 2011 har jeg ikke haft andet arbejde ved siden af.

Jeg har været i bestyrelsen i 3 år og genopstiller, da jeg fortsat ønsker at bidrage til foreningens arbejde og udvikling. Den seneste periode i bestyrelsen har været lærerig og givende, og jeg sætter stor pris på samarbejdet med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Der, hvor jeg gerne vil gøre gavn, er ved medlemsaktiviteter og i den daglige drift.

Jeg har været glad for arbejdet i den forgangne periode og håber på jeres opbakning til at fortsætte.

Morten Glerupgenopstiller

Mit navn er Morten Glerup. Jeg er 62 år og ønsker at genopstille til bestyrelsen.

Jeg har været plejefamilie i 16 år, hvilket har givet mig stor erfaring med ansvar, samarbejde og med at finde gode løsninger i hverdagen. For 6 år siden blev jeg fuldtidsplejefar. I dag har vi 4 plejebørn i familien, og for mig hænger en god anbringelse tæt sammen med gode vilkår for plejefamilier. Når plejefamilier har de rette rammer, støtte og arbejdsvilkår, skaber det også de bedste muligheder for børnene.

læs mere
Det seneste år har jeg været en del af bestyrelsen, og jeg har sat stor pris på at kunne bidrage til arbejdet og fællesskabet i PLF. Jeg deltager så vidt muligt i de arrangementer og aktiviteter, som PLF står for. Blandt andet har jeg deltaget i demonstrationerne i Aalborg de sidste 2 år, når KL har holdt landsmøde. Her har jeg været med til at kæmpe for bedre vilkår for plejefamilier.

Tidligere har jeg arbejdet 18 år i min kones firma som værkfører. Derefter arbejdede jeg i 8 år hos Novo Nordisk som procesoperatør. Disse erfaringer har givet mig en god forståelse for ansvar, samarbejde og struktur i arbejdet.

Jeg vil gerne fortsætte arbejdet i bestyrelsen og arbejde for de mærkesager, som PLF står for. Derfor håber jeg på jeres opbakning til endnu en periode i bestyrelsen.

Nis Virenfeldtgenopstiller

Jeg hedder Nis Virenfeldt, og jeg vil gerne fortsætte mit bestyrelsesarbejde i PLF.

Jeg føler, at jeg er med til at gøre en forskel for hele landets plejefamilier – men især i Nordjylland, hvor jeg har mit netværk og mine politiske kontakter, som jeg bringer i spil for at gøre vejen kortere til beslutningsbordet. Ordnede forhold er i sidste ende noget, de folkevalgte bestemmer for os, og derfor lægger jeg en ære i at præge det politiske system så godt, jeg kan.

læs mere
Jeg vil være med til at udvikle plejefamilieområdet, så flere yngre får lyst til – og tro på – at det er verdens bedste og mest meningsfulde job at være plejefamilie. Jeg tør godt kalde det et job og ikke et kald.

Jeg har en del erfaring med bestyrelsesarbejde og har været – og er fortsat – aktiv i flere bestyrelser. Min hidtil største opgave var som skolebestyrelsesformand i 7 år på en nyetableret friskole i Vesthimmerland.

Vi er i PLF midt i noget vigtigt. Vi bliver taget alvorligt, og det vil jeg gerne være med til at følge til dørs og fuldende. Samtidig vil jeg gerne bidrage til at sænke den høje gennemsnitsalder – både i bestyrelsen og blandt medlemmerne i PLF. Der skal mange flere yngre plejefamilier på banen fremover.

Anne Højstrupopstiller

Jeg hedder Anne Højstrup. Jeg er 43 år og gift med René.

Faktisk har vi netop har holdt sølvbryllup. Sammen har vi 3 voksne, biologiske børn, og i dag er vi også plejeforældre til et søskendepar på 3 og 8 år.

læs mere
I mange år arbejdede jeg som socialrådgiver på det specialiserede område. Jeg har brugt omkring 15 år bag et skrivebord i det socialfaglige system. Men efter en kort periode på det almene område – og i forbindelse med implementeringen af Barnets Lov – begyndte jeg at mærke et behov for at bruge mine socialfaglige kompetencer på en anden måde. Det førte til, at jeg tog springet og blev plejemor – og plejefamilie.

Den rolle har givet mig et helt nyt perspektiv. Jeg er blevet meget bevidst om, at det ikke bare er et kald – det er også et arbejde. Et arbejde, hvor vi i høj grad må stå sammen og kæmpe for vores rettigheder og for helt grundlæggende gode og ordentlige arbejdsvilkår.

Faglig organisering har altid været en naturlig del af vores hjem. Min mand er meget aktiv som arbejdsmiljørepræsentant og engageret i den lokale 3F-afdeling, og jeg har selv været arbejdsmiljørepræsentant i 3 år. Det har givet mig en stærk forståelse for, hvor vigtigt fællesskab, organisering og tydelige stemmer er, hvis man vil skabe reelle forbedringer.

Samtidig har jeg mange års erfaring med bestyrelsesarbejde. Jeg har siddet i skolens bestyrelse i en længere årrække – først som medlem, derefter som næstformand og i de seneste år som formand. Her har jeg arbejdet med både strategi, samarbejde og det at sætte en retning, som gavner fællesskabet.

Jeg sætter en stor ære i at være med til at tænke visionært – men altid med afsæt i det, der giver mening i virkeligheden og skaber værdi for os alle.

Hvis I vælger mig til bestyrelsen, vælger I en person med en bred socialfaglig baggrund, erfaring med bestyrelsesarbejde og et stærkt fokus på ordentlige vilkår for plejefamilier. Og I vælger en person, der både har hjertet med og viljen til at arbejde for fællesskabet.

Rune Hammer Rendbækopstiller

Mit navn er Rune Hammer Rendbæk.

Jeg er 47 år og bor på en gård i Øster Hornum sammen med min kone, Frederikke. Sammen har vi en datter på 15 måneder og vores plejebarn. Tidligere har jeg brugt meget tid på kampsport og styrkeløft, men i dag er tiden i højere grad fyldt med familieliv, bleer, opsætning af hegn og computerspil med vores plejebarn.

læs mere
Mit arbejde og familieliv hænger tæt sammen, og min familie er en vigtig del af det fundament, der styrker mig i arbejdet med de børn, jeg møder.

Jeg har gennem mere end 15 år arbejdet inden for det socialpædagogiske område med omsorgssvigtede børn og unge. Her har jeg opnået solid erfaring med relationsarbejde, tværfagligt samarbejde samt dokumentation og opfølgning til kommuner gennem statusbeskrivelser og udviklingsvurderinger.

Som plejefar og pædagog oplever jeg ofte, at mange børn trives og udvikler sig bedre i en plejefamilie end på et børne- og ungehjem. De erfaringer motiverer mig til at bidrage aktivt til udviklingen af rammerne for plejefamilier. Min kone og jeg har derfor også frivilligt holdt oplæg for tilsynet om arbejdet som almen plejefamilie for at bidrage til videndeling på området.

Jeg søger en plads i bestyrelsen i PLF, fordi organisationens værdier stemmer overens med mine egne. Jeg ønsker at bidrage med min praksiserfaring, min forståelse for samarbejdet med kommuner og min indsigt i de vilkår, plejefamilier arbejder under – til gavn for både plejefamilier og de børn og unge, vi har et fælles ansvar for.

Jeg har desuden bestyrelseserfaring fra restaurationsbranchen samt 10 års erfaring fra bestyrelsesarbejde i Danmarks største online spillefællesskab, hvor jeg har arbejdet med strategi, organisering og samarbejde på tværs af platforme.

Sabina Parishopstiller

Jeg hedder Sabina Parish, er 41 år, gift og bosat i Esbjerg.

Jeg er et sammensat menneske med mange interesser og en stor lyst til at engagere mig – altid med mennesker i centrum. Det betyder meget for mig at bidrage til, at andre føler sig set, inkluderet og styrket i troen på sig selv.

læs mere
Min hverdag er fyldt med mennesker. Jeg er mor til 4 børn og plejemor til 2 børn fra hver sin kommune. Det har givet mig en bred indsigt i, hvordan forskellige kommuner arbejder, og hvor vigtigt samarbejde og gode rammer er – men også at det ikke altid er en selvfølgelighed.

Jeg plejer for sjov at sige, at det at være plejeforælder ikke er mit “rigtige” job, fordi jeg ikke mener, at arbejdsvilkårene lever op til nutidens standarder. Mit andet job er gymnasielærer, hvor jeg underviser i afsætning. Det giver mig samtidig en god forståelse for samfundet omkring os.

Derudover er jeg gruppeleder og tidligere bestyrelsesmedlem i det lokale børneteater. Her oplever jeg, hvordan stærke fællesskaber kan give børn mod til at træde frem, finde deres plads og udvikle deres selvværd.

Jeg beskriver mig selv som humoristisk, empatisk, lyttende og energisk. Jeg er et ærligt menneske – “what you see is what you get”-typen. Jeg er også et “både-og”-menneske og tror på, at man får mest ud af livet ved at sige ja til mennesker og nye oplevelser. Jeg griber livets forunderlige øjeblikke, fordi de giver mig positiv energi – som for eksempel at stille op i PLF.

Jeg stiller op i PLF, fordi jeg mener, at jeg med min positive og energiske indstilling kan bidrage aktivt til organisationens strategi. Jeg kæmper især for bedre arbejdsvilkår for plejefamilier. Jeg mener ikke, at mit arbejde som plejemor er mindre værd end mit arbejde som gymnasielærer, og derfor bør plejefamilier anerkendes på lige vilkår med andre stillinger. Sammen kan vi styrke rammerne og gøre det mere attraktivt at være plejefamilie.

Afstemningsprocedure

Der vælges 1 formand for en 2-årig periode og 1 næstformand for en 2-årig periode.

Derudover skal 3 bestyrelses- og 3 suppleantposter besættes.

Stemmeantal pr. opstiller afgør rækkefølgen.

De tre med flest stemmer bliver valgt til bestyrelsen for en 2-årig periode. Dernæst følger tre suppleanter med opgørelse af stemmetal, hvor den med flest bliver suppleant nr. 1 og derefter listes efter stemmeantal som suppleant 2 og 3. De 3 suppleanter vælges hvert år for en 1-årig periode.

Alle fuld- og deltidsmedlemmer af PLF fagforening er stemmeberettigede og får udsendt link/QR-kode til afstemning. Ved afstemninger har hvert betalende fuldtids- eller deltidsmedlem én stemme.

Der kan stemmes fra torsdag den 26. marts kl. 18.00 og frem til afstemning på ordinær generalforsamling afsluttes.

Tilmeld dig her

Alle medlemmer af PLF fagforening opfordres til at deltage fysisk eller følge generalforsamlingen online.

Fysisk deltagelse
Tilmeld dig her
 
Onlinedeltagelse
Tilmeld dig her