Vores plejebørn er hjemgivet – vi står tilbage med en stor frustration

Skrevet af Brian Larsen

marts 18, 2022

Vores plejebørn er blevet hjemgivet, og vi er som plejefamilie påvirket af et forløb, der føles som et overgreb på os og plejebørnene.

Vi sidder som plejefamilie og sunder os og skal formentlig gøre det i en nogen tid endnu. Vores plejebørn er for nylig blevet hjemgivet efter at have boet hos os i omtrent 3½ år og dermed det meste af deres liv. Følelserne omkring selve tabet af de børn, der i dag har en plads i os, er tilnærmelsesvis ubeskriveligt i sig selv, men det er langtfra det eneste, vi i dag sidder tilbage med.

Vi skal sunde og over vores følelser omkring børnene, men vi skal i den grad også finde hoved og hale i vores følelser omkring det lange og kaotiske sagsbehandlingsforløb, vi har været vidner til. Hvortil hverken familieplejekonsulent eller pågældende kommunes ledelse og endda højerestående folk har været stærke eller villige nok til at sige stop, eller har bedt om, at der blive rettet op de manglende elementer, før hjemgivelsen blev fuldført.

Sagsbehandlerens magt til at sætte os som plejefamilier ud på sidelinjen
Der er mange dele i forløbet, og det er umuligt at få det hele med, men nogle af de elementer der står stærkest frem for os er:

  • Oplevelsen af at blive ignoreret ved gentagne gange slet ikke at få svar.
  • Oplevelsen af at være tilsidesat med kraftig manglende interesse i at ville inddrage vores
  • Oplevelser i beslutningerne, der træffes, og eks. undlader vores høringsret flere gange, og yderligere ikke godtage de reaktioner, vi oplevede, på trods af. at vi stod med børnene hver dag.
  • Oplevelsen af, at alt tidligere materiale henkastes og ignoreres trods dets tydelige anvisninger.
  • Oplevelsen af manglende interesse i at ville børnene og deres fremtidige det bedste og modtage uhensigtsmæssige bemærkninger herom.
  • Oplevelsen af, at vejen frem er at springe over, hvor gærdet er lavest, og desværre have heldet med det, herunder at lade alt, hvad der minder om handleplaner, samværsplaner mv. være ikkeeksisterende eller bestående af så lidt information som muligt.
  • Oplevelsen af, at den familie vi selv har, ikke eksisterer, og at vi derfor kan stå på stikker.
  • Oplevelsen af at lade svære opgaver henkastes til en given paragraf, der tillader at lade være med at udføre opgaven, herunder at trække samtalen om at give børnene besked om, hvad der skal ske så længe som muligt for til sidste slet ikke at holde denne.
  • Oplevelsen af, at den tilknytning og det forhold børnene har skabt til os og vi til dem, og det liv de i det hele taget har været favnet af de sidste år, er helt ligegyldigt.
  • Oplevelsen af, at børnene er gjort så duelige og er i så positiv udvikling, at de nu kan sendes hjem.

Plejefamiliens psykiske arbejdsmiljø
Vores historie er lang og strækker sig over en periode på omtrent 1,5 år, men det er i vores øjne efterhånden på sin plads, at der bliver åbnet op for, hvad vi som plejefamilie må stå på mål for, når samarbejdet mellem sagsbehandler og plejefamilie bliver til oplevelsen af sagsbehandlerens magt.

Dette er en åben invitation til at læse og overveje i hvilket omfang sagsbehandlerens interesse og kompetence til samarbejde har for vores psykiske arbejdsmiljø som plejefamilie.

Det her er vores historie
Det er blevet besluttet, at jeres plejebørn skal sendes hjem, lyder det i telefonen. Det er fredag lige op til en ferie.

Få måneder forinden har vi haft besøg af sagsbehandler, som dengang fortæller, at de vil lægge op til, at børnene fortsat er velanbragt hos os, når sagen skal for børn- og ungeudvalget. Hertil modtager vi en handleplan, hvor der står, at børnene vurderes velanbragte.

Denne handleplan bliver den sidste reelle handleplan, vi modtager under børnenes anbringelse. Og sagen når aldrig op i børn- og ungeudvalget.

Imellem besøget og opkaldet er den eneste ændring, vi mærker, at et terapeutisk forløb fratages det ene plejebarn med argumentet, at der skal udarbejdes en helhedsplan. En plan, vi ikke hører mere om. Yderligere sker et pludseligt skifte til ny familieplejekonsulent, da den gamle fra den ene dag til den anden siger op få måneder forinden.

Vi har indtil da ikke oplevet problemer i vores samarbejde med tilknyttet sagsbehandler. Faktisk er der blevet lavet en udredning på baggrund af de statusser, vi har udarbejdet, og der er lavet samspilsundersøgelse imellem os, plejebørnene og børnene og deres biologiske forældre. En udredning vi dog senere ikke ser, at nogen forholder sig til.

I stedet for bliver en ny forældrekompetenceundersøgelse lavet få måneder efter, og denne, oplever vi, bliver vendepunktet for anbringelsen.

Chokket i telefonen er stort. Vi er ikke blevet hørt i forhold til beslutningen og er derfor også helt uforberedte.

Under samme telefonopkald får vi besked om, at der nu kommer en ny sagsbehandler på sagen.

Sammen med både ny og gammel sagsbehandler og familieplejekonsulenten holdes der møde efter dette opkald. Her får vi mulighed for at sætte ord på vores bekymringer. På dette møde aftales, at vi eftersender, hvordan vores høring ville lyde, herunder vores bekymring i forhold til, om der er kigget på børnenes egne behov og vores bekymring i forhold til, at vi er børnenes primære tilknytning. Denne fremsendes, selvom den ingen betydning vil få. Beslutningen er allerede truffet.

Forløbet sættes i gang
Få dage efter dette møde begynder ændringerne. Den nye sagsbehandler tager helt over, og alt hvad der mindede om samarbejde bliver en helt anden verden.

Samværet skal øges. Før var de afsted et par timer hver anden uge. Nu lyder planen, at børnene skal afsted en dag hver uge i over dobbelt så mange timer. En periode på knap seks måneder med kontinuerligt og markant øget samvær fra en dag til den anden tager over i vores hverdag.

Vi har børn, der reagerer markant, og dette bedes vi to gange beskrive. Første gang skriftligt og senere holder vi et online møde. Under onlinemødet stiller vi ligesom ved tidligere møde atter spørgsmål til, om der tages hensyn til børnenes tilknytning og egne behov.

Her får vi direkte at vide af sagsbehandler, at de godt ved, at tilknytningen er hos os, og at de godt ved, det bliver traumatisk, men at det er sådan, det er. Andre skilsmissebørn reagerer også, siger hun.

Tillige får vi besked om, at sagsbehandler kan høre, at der er mange reaktioner.

Desuden må vi ikke få noget at vide om, hvordan familien og børnene fremadrettet skal støttes, og hvis vi har spørgsmål, skal vi skrive direkte til familieplejekonsulenten, idet sagsbehandler ikke har direkte kontakt til plejefamilier.

Trods oplevede reaktioner, øges samværet først til en fuld overnatning hver uge, og efterfølgende øges samværet endnu engang, nu til to overnatninger hver uge. Alt imens reaktionerne hos børnene bliver mere markante.

Efterspørgsel på mangler
Undervejs oplever vi gentagende gange, at når vi forsøger at efterlyse en ny handleplan, da den anden ikke længere kan være gældende, er der ingen respons er overhovedet, og vi må til sidst opgive at få en reel plan at arbejde efter.

Desuden får vi samværsplaner, der typisk strækker sig over 1-2 måneder, og hver gang disse er ved at udløbe, oplever vi, at det er nødvendigt at skrive og minde om, at denne udløber om kort tid, hvorefter en ny samværsplan fremsendes uden yderligere kontakt med os.

Vi spørges ikke én gang til, hvordan det passer ind hos os, eller om det er passende ændringer ud fra de reaktioner, børnene har.

Yderligere bliver det mere reglen end undtagelsen at nye samværsplaner kommer 1-3 dage, før nyt samvær skal begynde, hvortil det forventes, at vi står klar.

Hjemgivelsen stoppes
Et længere pusterum kommer, hvor vi pr. mail modtager en almindelig mailbesked om, at samvær nu er hver anden weekend. Forinden er vi ikke kontaktet med henblik på at høre, hvilke weekender der evt. passer ind hos os, og hvor vi ej heller er blevet kontaktet for at høre, hvordan børnene faktisk reagerer på to overnatninger.

Efter nogle uger modtager vi yderligere en mail. Børnene skal på ferie i en del flere nætter, end de nogensinde har prøvet før.

En information, der igen kommer ud af det blå, og sagsbehandler alene har givet lov til.

Herefter følger en periode med hverdag, børnehave, samvær og med et større overskud hos børnene til at arbejde med deres udfordringer, alt imens vi endnu engang må efterspørge en ny handleplan, idet børnene nu ikke skal hjemgives. Heller ikke denne gang modtager vi en ny handleplan.

I samme periode er sagsbehandler meget tydelig om, at vi ikke må deltage i statussamtaler med børnehaven.

Ønsket om et bedre samarbejde
Vi skriver, da hjemgivelsen stoppes, til sagsbehandler og familieplejekonsulenten og spørger, om det er muligt at mødes for at snakke om, hvordan vi fremadrettet kan arbejde bedre sammen. En forespørgsel vi sender afsted flere gange, men ikke får nogen respons på.

Til sidst tager PLF over på denne henvendelse. PLF har siden start været med på sidelinjen som vores sparringspartnere, men træder nu helt tydeligt frem. Denne samtale er vigtig.

Der er behov for, at vi kan samarbejde bedre, men til trods for dette er det først, da PLF retter henvendelse til afdelingens tilknyttede ledelse, at der etableres et møde. I første omgang er mødet kun med ledelsen.

Denne afholdes omtrent fire måneder efter, vi første gang selv efterlyser et møde.

Den manglende kommunikation anerkender ledelsen, og vi aftaler, at der i den næste tid er en cc. på de mails, vi sender, når det er direkte til sagsbehandler. Dette gøres for at sikre, at vi får svar, samtidig med vi får at vide, at de ikke forholder sig til, hvad der bliver skrevet til os.

Samtidig aftaler vi at, vi skal samles til møde med sagsbehandler og familieplejekonsulenten om det videre samarbejde. Et møde der først sker efter yderligere tre måneder.

I mellemtiden har vi oplevet både at få ja og nej til barnepige i forbindelse med to store familiebegivenheder i familien. I tilfældet, hvor vi fik nej, tilføjede sagsbehandleren, at denne fortsat mente, de kunne komme hjem. Derfor kunne børnene godt sendes på weekend flere weekender efter hinanden.

Ny hjemgivelse
Ændringer sker, og børnene skal atter sendes hjem. Vi holder møde med den ene leder fra tidligere møde, sagsbehandler, familieplejekonsulenten, en PLF-repræsentant og os selv.

Vi skal have snakket om det nye forløb, der skal sættes i gang.

Det aftales bl.a., at vi inden for to uger har en hjemgivelsesplan og en samværsplan, og vi drøfter, hvornår en given dato kan være for, hvornår børnene sendes helt hjem.

Endnu engang sidder sagsbehandler og fortæller, at der ikke kan siges noget om, hvad der skal ske når børnene flytter hjem, denne gang tilføjet fordi der er tavshedspligt, og at vi faktisk slet ikke må snakke om børnene.

Omvendt er lederen meget interesseret i at høre, hvad vi synes er vigtigt viden om børnene at få videregivet, når nu børnene skal hjem.

Desuden får vi besked på, at sagsbehandler ikke ser børnene så dårlige, som vi gør.

Sagsbehandler har på dette tidspunkt mødt børnene to gange af samlet max en times varighed på over et år.

Yderligere får vi nu at vide, at vi er den eneste plejefamilie sagsbehandler har direkte kontakt med.

Den nye plan
Vi efterlyser på ny en opdateret handleplan, men modtager ingen. Den nye samværsplan modtager vi og får besked på, at denne også gælder som vores hjemgivelsesplan og at hjemgivelsesplanen godt må erstatte en handleplan.

Den plan, vi modtager, består udelukkende af en liste med datoer, intet andet, og dette er den, vi må arbejde efter. Endnu engang og hermed også sidste gang opgiver vi at få en reel plan at arbejde efter.

Det intense forløb med optrapning af samværsdage sættes til at vare ca. 2½ måned, inden endelig hjemgivelse.

Under dette forløb sker der flere ændringer, hvor vi gerne henter børne nogle dage tidligere, hvis det er det der er behov for, eller venter med at aflevere, til det passer bedre.

I det store hele ender det med, at der trækkes flere hele samværsdage fra i det forløb, der ellers er planlagt. Børnene er afsted i omegnen af det, der minder om mængden af samværsdage, der ville være på almindelig vis.

Sagsbehandler snakker ikke med børnene
Igen står vi der, hvor der fortsat ikke er nogen, der har set på børnenes egne behov, og hvor deres tilknytning er. Samtidig står vi nu også her, hvor vi oplever, at ingen snakker med børnene eller forholder sig til at kontakte nuværende børnehaver om, hvad der skal til at ske og hvornår.

Og så snart biologiske forældre ved besked, fortæller biologiske forældre selv børnene, at de skal hjem. Omkring samme tid har vi tilsyn. Vi rådgives til at sikre os, at kommunen fortæller børnene, hvad der skal ske, da det er kommunens opgave. Før da må vi kun tale med børnene om det, de oplever, men ikke bekræfte børnene i, at det, de får at vide, er rigtigt.

Vi skriver derfor for at spørge, hvornår der tales med børnene, for at vi bedre kan støtte og snakke med børnene. Vi får svar pr. mail fra sagsbehandler om, at det er en myndighedsopgave, og at der bliver kigget på en dato snarest, og at sagsbehandler vender tilbage med denne. Vi hører intet. Vi kontakter både familieplejekonsulent og sagsbehandler igen for at rykke for samtalen. Ingen dato kommer.

Vi rykker igen, denne gang direkte til den leder, vi skal cc, om det er muligt at få hjælp til at få etableret det møde, men ingen respons kommer derfra. Senere får vi besked fra familieplejekonsulenten, at denne leder ikke længere er på sagen, idet der inden længe kommer ny leder i afdelingen.

Vi kontakter familieplejekonsulenten med vores forespørgsel. Denne siger, de er bekendt med, at biologiske forældre har fortalt børnene det, at familieplejekonsulenten er klar over, at det er en myndighedsopgave, men om ikke vi bare kan tale biologiske forældre efter munden og sige, det er rigtigt.

Men vi beder kraftigt om, at kommunen tager ansvaret og samtidig får fortalt børnene, at det ikke er os, der har valgt, hvad der kommer til at ske. Familieplejekonsulenten går videre til sagsbehandler med vores henvendelse. Denne gang ringer sagsbehandler tilbage. Samtalen skal finde sted.

Vi får besked på at dette møde udelukkende er for vores skyld, fordi de har gjort det, de skal over for børnene. Samtidig skal samtalen finde sted lige inden aflevering til samvær, fordi det er der, sagsbehandler kan, og denne har meget andet at lave. Fra vi første gang efterlyser samtalen, til sagsbehandler kommer med bud på et tidspunkt, går der knap to måneder.

Vi har svært ved at tage til samtalen og oplever, den skal ske på et tidspunkt, hvor den er uden hensyn til os, forældre og i særdeleshed heller ikke i orden over for børnene. Grundet Corona i egen familie og daværende retningslinjer bliver det ikke muligt at holde samtalen. Vi efterlyser derfor, hvornår det så vil blive.

Hjemgivelsen
Da der er en uge til hjemgivelse, modtager vi et opkald. Det er den nye leder i afdelingen. Denne ringer for at snakke med os om, hvordan vi gør, når dagen kommer.

Samtidig fortæller den ny leder, at kommunen ikke kommer til at snakke med børnene. De har vurderet, at de ikke er modne nok til, at samtalen kan finde sted. Og den nye leder tilføjer: er der ingen, der har snakket med jer om det?

Samtidig vil den nye leder gerne påpege, at der ikke skal opstå nogen scener, hvilket overrasker os. Den følgende uge taler vi et par gange med den nye leder, som tilsyneladende nu tager over det sidste stykke af vejen. Vi snakker om, hvordan vi bedst muligt ser selve overleveringen med hensyn til børnene.

Imens bliver den sidste uge herhjemme brugt på, at vi selv må fortælle børnene, hvad der skal ske. Børnene reagerer. Vi rummer, krammer og snakker om, at de altid vil være inde i vores hjerter, at vi elsker dem, og vi finder plads til så meget hygge som muligt.

Vi ender midt i det her med selv at afslutte med børnehaverne, som vi ved på børnenes sidste børnehavedag, endnu ikke er blevet officielt orienteret eller snakket med, om hvilke børn de ser, hvad de aktuelt arbejder med, hvad der er vigtig viden og bekymringer, som en ny institution kan have gavn af.

Børnene hjælper den sidste dag, de er hos os, med at pakke deres ting ned. For os er det vigtigt, at børnene ikke skal vågne med oplevelsen af, at hele deres verden er pakket ned og ligger i bilen, uden at de har været med til det.

Dagen oprinder og da vi ankommer hos biologiske forældre, er alle vores ønsker glædeligt blevet givet plads til, og vi kan sammen få børnenes ting ind og får lov til at hjælpe børnene med at pakke noget af legetøjet ud og sætte det på plads på hver deres værelse. Vi får givet kram til både børnene og biologiske forældre, og vi fortæller, at de alle er velkomne, og at vi altid kan kontaktes.

Vi sender lige her børnene hjem helt uvidende om, hvordan deres næste kapitel ser ud, ud over at det er hjemme ved biologiske forældre. Vi aner ikke, om vi nogensinde vil høre mere eller nogensinde ser dem igen.

Til historien hører
Vi hører efterfølgende fra kommunens større chefer, at det har været den fineste overlevering.

Med disse chefer har vi i sidste uge af forløbet været til møde, efter at det med hjælp fra PLF lykkedes at vække nok opsigt til, at vi inviteres til møde, og de har hørt og taget imod vores oplevelse, men det får ingen indflydelse for børnene.

Vi har hørt fra biologiske forældre, og er taknemlige for muligheden for at få vide lidt om, hvordan det går.

Vores ønsker

I grunden ville vi bare have ønsket, at arbejdet blev gjort anstændigt og ordentligt.

  • At der blev kigget på og forholdt sig til børnenes egne behov og det behandlingsbehov, der er i forhold til deres udviklingsmuligheder.
  • At der blev set på, hvor børnene er tilknyttet.
  • At der for hvert skifte, der har været i forløbet, var blevet udarbejdet en passende plan at arbejde efter.
  • At der blev set på, om hjemgivelsesdagen skulle flyttes og tilpasses bedre til børnenes og biologisk forældres behov, ved en evt. gradvis optrapning af samværet over længere tid.
  • At børnehaverne blev kontaktet, og at disse blev hørt i forhold til deres tanker om en flytning af børnene, og at de fik officielt besked om forestående i god tid, nu det var muligt.
  • At der i hjemgivelsesforløbet havde været indlagt samvær med os efter den store flyttedag, og dermed lade børnene vide, at vi er lige her, og at de også har en betydning for os.
  • At nogen forholdt sig anstændigt til samarbejdet med os som den vigtige del af børnenes liv, vi nu er.
  • At vores høringsret blev overholdt.
  • At der havde været to sagsbehandlere på sagen, hvoraf den ene tydeligt skulle arbejde for børnene.
  • At kommunen havde forholdt sig til sit ansvar og faktisk snakkede med børnene.
  • At der var grundigt styr på det hele, en trin-for-trin plan for, hvornår nye tiltag i hjemgivelsen skulle ske, sådan at flytningen hjem til biologiske forældre havde været en god proces for børnene.
  • Og ikke mindst, at familieplejekonsulenten og ledelsen havde taget deres ansvar på sig og ikke tillod denne form for kommunikation over for os og ej hellere denne form for sagsbehandling af deres egne borgere.

Her står vi nu
Tilbage står vi med ovenstående oplevelse, en grim udtalelse om os til tilsynet, som bl.a. lyder på, at vi vil vide for meget, at vi har modtaget en hjemgivelsesplan, og at kommunen oplever, at vi ikke samarbejder. Tillige er vores skriftlige opsigelse først kommet, efter at vores løn er stoppet. Det arbejder PLF nu på.

Vi er flere udenom kommunen, der trækker vejret ekstra dybt i forhold til denne sag. PLF har sammen med os kæmpet for at se, om det var muligt at få gjort det her ordentligt, imens andre kun har kunnet se til.

Vi selv, vores egne børn, vores familie, vores omgangskreds, ønsker børnene det godt og savner dem, nuvel nok i forskellig grad, men alle bemærker stilheden i vores hus.

Vores egne børn sidder med følelser så store, at de på nuværende tidspunkt er bange for at turde lukke nye børn ind. Tænk nu, hvis nye plejebørn kommer til for derefter at blive sendt afsted igen. 

Vores børn er store. De ser. De forstår. De ved at når vores ene plejebarn i omtrent 2 måneder har slået skreget og kastet med tingene, er det fordi der er uro i systemet. Der er noget der ikke er som det bør være. Og det gør ondt i dem, lige så meget som i vores plejebarn.

Jeg som skriver, sidder med den største lyst til at sige undskyld.

Undskyld til disse børn, for at det ikke lykkedes at få gjort tingene ordentligt, til trods for at vi ihærdigt har prøvet. Og hertil besidder trangen til det mest tudende undskyld jeg nogensinde har følt, men ikke kan komme berettiget af med. Undskyld over at vi selv som tryghedsperson har måttet fortælle hvad der skulle ske, og vide at de ikke har andre steder end til os hvor de kan rette deres undren, vrede og sorg, uden at det for dem bliver muligt at udtrykke dette til os.

Vi har pakket de sidste ting ned, senge mv. for efterhånden nogle uger siden. Alligevel dukker der små fysiske ting op en gang imellem. Sæbebobler, som vi har brugt meget, og forestillingen om at vi legede med dem sammen dukker frem i erindringen, og savnet bliver i den stund stærkere, men er også smuk fordi vi holder af nogen der står os nær.

Vi kan fange os selv i tanken om hvor meget skal børnene reagere udadtil, eller hvor tilpasselige skal de opføre sig, før nogen ser på om børnene her faktisk i dag går rundt med et stort og berettiget savn, som de fleste ikke ønsker nogen skal opleve.

Vi mærker her på den anden side, at vores psykiske arbejdsmiljø som plejefamilie er både skrøbeligt og komplekst og helt og holdent ender med at være afhængig af hvordan sagsbehandleren forvalter lige netop vores plejebørns sag.

Vi er langt fra blevet set eller mødt med interesse, og derfor sunder vi os.

NB; Plejefamilien optræder anonymt, men PLF er bekendt med deres navne.