Fotograf Lisbeth Holten
af Gerd Sinding, dommer og medlem af børne- og ungeudvalget i Københavns Kommune og på Frederiksberg
Børn, unge og forældre, der er omfattet af en sag på anbringelsesområdet, befinder sig i en sårbar og yderst udsat position. Sagerne på området er komplekse, og ofte er der mange modsatrettede interesser i spil. Det kan vi næppe ændre på.
Hvad vi derimod kan ændre på, er den måde, sagerne på anbringelsesområdet behandles på. Gør vi det, kan vi både gøre det nemmere at være omfattet af en sag på anbringelsesområdet, nedsætte sagsbehandlingstiderne på området og styrke retssikkerheden.
På baggrund af min mangeårige erfaring som dommer og medlem af børne- og ungeudvalget i en række kommuner i hovedstadsområdet og i Esbjerg Retskreds, kommer jeg her med en række forslag til sådanne ændringer.
Mange af forslagene vil ikke bare kunne styrke retssikkerheden betragteligt og nedsætte sagsbehandlingstiden på området, men vil også kunne spare både tid og penge i kommunerne.
De er alle til fri afbenyttelse.
1. Bedre lovgivning
a. Barnets lov er skrevet i et sprog, som er svært at læse for både jurister og ikke-jurister. Det bør der rettes op på, særligt fordi sagsbehandlerne i kommunerne typisk ikke er jurister.
i. Alle de bestemmelser, som allerede følger af andre love, for eksempel forvaltningsloven, bør i den forbindelse udgå af barnets lov. Det skaber forvirring og usikkerhed, når det samme følger af to forskellige love.
ii. Den enkelte paragraf i barnets lov bør kun indeholde enten materielle regler (regler om afgørelsernes indhold) eller sagsbehandlingsregler. I en god lov beskriver man først de materielle regler og derefter, i en ny paragraf, sagsbehandlingsreglerne.
2. Styrket uddannelse af de kommunale sagsbehandlere
a. Alle socialfaglige skøn foretages inden for en juridisk ramme. Derfor er det nødvendigt, at socialfaglige medarbejdere behersker grundlæggende juridiske metoder. Kun hvis man gør det, kan man som sagsbehandler foretage en målrettet sagsbehandling. Det vil sige en sagsbehandling, hvor man ikke bruger tid på at indhente overflødige oplysninger eller på unødvendige sagsskridt.
Juraen er imidlertid løbende nedprioriteret på socialrådgiveruddannelsen. Det bliver ordførerne på socialområdet nødt til at tale med ordførerne på uddannelsesområdet om at få ændret, hvis retssikkerheden på det sociale område skal styrkes.
Det følger af forarbejderne til barnets lov, at der bør være to sagsbehandlere i svære sager. Det hjælper imidlertid ikke noget, hvis ingen af sagsbehandlerne har de nødvendige juridiske kompetencer til at varetage sagsbehandlingen.
Det er desuden en mangel, at juraen ikke er indtænkt i den hensigtserklæring om udvikling af en ny børne- og familierådgiveruddannelse, som også følger af forarbejderne til barnets lov, men som endnu ikke er gennemført.
3. Reel inddragelse i sagsbehandlingen af barnet eller den unge
a. Det sker stadig for ofte, at inddragelsen af barnet eller den unge reelt har karakter af en partshøring (eksempel: Hvad siger du til, at vi ikke synes, du skal bo hos dine for-ældre?), og at der derfor mangler oplysninger i sagerne om barnets perspektiv (eksempel: Hvordan kunne du tænke dig, der skulle være, der hvor du bor?). Barnets lov bør ændres, så det tydeligt fremgår, at det ikke er tilstrækkeligt at afdække barnets holdning (partshøre), men at også barnets eget perspektiv skal belyses i sagerne på anbringelsesområdet.
4. Autorisationsordning for advokater
a. Børn, der er fyldt 10 år, og deres forældre, har i en lang række tilfælde ret til advokatbistand i forbindelse med behandling af sager efter barnets lov. Som udgangspunkt skal de på egen hånd finde en advokat. Det kan imidlertid være vanskeligt for dem at gennemskue, om advokaten har erfaring på området, og det kan betyde, at de ikke får den bistand, de har brug for under sagen.
Derfor bør der indføres en autorisationsordning for advokater på området svarende til den ordning, som findes vedrørende behandling af dødsboer. En sådan ordning vil være med til at professionalisere arbejdet i børne- og ungeudvalgene og vil desuden gøre det muligt for kommunerne at yde bedre vejledning og service til de familier, som bliver part i en sag på anbringelsesområdet, idet kommunen, når den tilbyder familierne advokatbistand, så vil kunne henvise til listen over autoriserede advokater på området.
b. Børn og deres forældre har ofte modsatrettede interesser i sager på anbringelsesområdet. Forældrene bør af den grund være uden indflydelse på, om barnet skal være repræsenteret af advokat, og hvilken advokat det i givet fald skal være. Dette kan gennemføres ved at ændre barnets lov, så der automatisk beskikkes advokat for børn, der er fyldt 10 år, og advokaten vælges blandt advokater med autorisation, jf. ovenfor. Unge, der er fyldt 15 år, bør selv kunne bestemme, om de vil have advokat, og hvilken advokat de ønsker.
5. Tidligere inddragelse af advokaterne for at undgå misforståelser og fejl i sagerne
a. Ofte inddrages barnet, den unge eller forældrenes advokater for sent i sagen med den konsekvens, at fejl og misforståelser først ryddes af vejen meget sent i forløbet. Ved en tidligere inddragelse af advokaterne, vil der kunne spares tid i forbindelse med sagsbehandlingen.
6. Fastsættelse af regler og retningslinjer for møder i børne- og ungeudvalgene
a. Det vil være hensigtsmæssigt at fastsætte regler om, hvor lang tid forud for et møde i børn- og ungeudvalget mødedeltagerne skal have mødematerialet. Ligeledes kunne det overvejes at fastsætte regler om, at barnets, den unge og forældrenes eventuelle advokat to eller tre dage forud for mødet skal oplyse, hvordan parten forholder sig til forvaltningens indstilling.
En sådan ordning vil give ikke blot barnet, den unge og forældrene, men også forvaltningen og medlemmerne af børne- og ungeudvalget langt bedre mulighed for at forberede sig forud for møderne i udvalget. Desuden vil ordningen give mulighed for at afhjælpe i hvert fald visse mangler inden mødet i børne- og ungeudvalget og foretage visse, mindre korrektioner af indstillingen.
b. Forudsigelighed skaber tryghed. Derfor bør det overvejes at ændre forretningsorden for børne- og ungeudvalgene, sådan at forretningsordenen også fastsætter retningslinjer for forløbet af møderne i børne- og ungeudvalget, herunder retningslinjer for, hvordan mødet skal tilrettelægges, hvis barnet eller den unge ønsker at udtale sig under mødet. Man kan i den forbindelse lade sig inspirere af forretningsordenen for Ungdomskriminalitet Nævnet.
7. Kun børnesagkyndige med psykologfaglig baggrund
a. De pædagogisk-psykologiske sagkyndige medlemmer af børne- og ungeudvalget bidrager under udvalgsmøderne blandt andet med hensyn til, om der er indhentet de nødvendige sagkyndige udtalelser og undersøgelser. Desuden vejleder de sagkyndige om, hvorvidt de undersøgelser m.v., som er indgået i sagsbehandlingen, er udført i overensstemmelse med den faglige standard på området og har en tilstrækkelig høj kvalitet. Forældrekompetenceundersøgelser har ofte afgørende betydning i sager på anbringelsesområdet og skal efter barnets lov udføres af en psykolog med praksis uddannelse (klinisk psykolog). Allerede af den grund bør de pædagogisk-psykologiske sagkyndige, som skal vejlede børne- og ungeudvalgene, også være psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer). Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område bør ændres i overensstemmelse hermed.
b. Det bør desuden ikke være Familierets Huset, men for eksempel Ankestyrelsen, som udpeger de pædagogisk-psykologiske sagkyndige. Familieret Huset behandler således ikke sager på anbringelsesområdet i øvrigt og har derfor ikke indsigt i arbejdet i udvalgene, som er nødvendig for at kunne varetage opgaven med udpegning af de pædagogisk-psykologiske sagkyndige.
8. Ændring af børne- og unge-udvalgets kompetence
a. Det skaber uro hos barnet, den unge og forældrene, når en sag skal behandles i børne- og ungeudvalget. Desuden er det ressourcekrævende. Med henblik på at øge kontinuiteten i barnets og den unges liv bør barnets lov derfor ændres på følgende punkter:
i. Børne- og ungeudvalget bør i højere grad kunne træffe afgørelser om frister for genbehandling og perioder for regulering af samvær, der sikrer, at spørgsmål om fortsat anbringelse og fortsat regulering af samvær kan behandles på det samme møde.
ii. Børne- og ungeudvalget bør ikke skulle godkende en ændring af anbringelsessted, som skyldes, at anbringelsesstedet har opsagt sin aftale med kommunen (med den virkning, at barnet eller den unge ikke kan blive på anbringelsesstedet).
iii. Det bør være muligt at give samtykke til i hvert fald overvåget samvær og eventuelt også afbrudt samvær i en vis periode (med den virkning, at spørgsmålet om regulering af samværet ikke skal forelægges børne- og ungeudvalget).
iv. Kompetencen til at træffe afgørelse om regulering af samvær med andre end forældre og søskende bør ikke ligge i børne- og ungeudvalget, men hos kommunen.
9. Etablering af et samlet socialtilsyn
a. I dag er der fem socialtilsyn. Tilsynet med anbringelsesstederne er derfor uensartet. Det er ikke hensigtsmæssigt, og der bør derfor etableres ét uafhængigt og centralt le-det Socialtilsyn. Dette kunne ske i regi af Social- og Boligstyrelsen, så den viden og erfaring, som er opbygget der, kan fastholdes. Ligeledes bør den viden og erfaring, som er opbygget i de fem eksisterende socialtilsyn, fastholdes ved at omdanne disse til regionale afdelinger af det uafhængige og centralt ledede Socialtilsyn.