Vi var plejefamilie for en lille dreng i ni år. Han blev en del af vores familie. Han var efter alle de år i vores familie ikke længere “et anbragt barn” – han var “vores dreng”, vores børns lillebror, vores hverdag og en uundværlig del af vores liv.
Vores datter sagde engang til mig: “Mor, jeg kender ikke et menneske, der er så omsorgsfuld som ham”.
Det beskriver ham bedre end noget andet. Han tænkte altid på andre. Når hans biologiske mor havde købt en pose kanelgifler til ham, tog han dem ofte med hjem, så han kunne dele dem med sine søskende. Sådan var han – omsorgsfuld, gavmild og fuld af kærlighed.
Da han blev fjernet, mistede vi ikke blot et barn. Vi mistede en del af vores familie og en stor del af vores identitet.
Samtidig blev vi mødt af beskyldninger og beskrivelser, som vi ikke kunne genkende. At blive gjort til problemet, når man har viet ni år af sit liv til at skabe tryghed, kærlighed og stabilitet for et barn, er ubeskriveligt smertefuldt.
Sorgen over at miste ham blev forstærket af følelsen af ikke at blive hørt eller forstået.
Konsekvenserne stopper ikke den dag, et barn flyttes.
Min mand og jeg lever fortsat med sorgen, savnet og de ubesvarede spørgsmål.
Vores voksne børn, Jonas og Sandra, mistede den lillebror, de voksede op sammen med. Et søskendebånd blev brudt fra den ene dag til den anden. Han mistede ikke kun os – han mistede også sine bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner. En hel familie blev revet fra hinanden.
I ni år var det vores identitet at være familie. Da han forsvandt ud af vores hverdag, forsvandt en del af os selv. Den sorg og det tomrum bærer vi stadig med os og vil gøre det resten af livet.
Når en plejefamilie mister et barn, mister den ofte også sit formål, sin identitet og en del af sit livsgrundlag.
Den sorg bliver sjældent anerkendt, fordi barnet stadig lever – blot et andet sted. Men for alle, der elsker barnet, er tabet virkeligt.
Vores historie handler ikke kun om os. Den handler om retssikkerhed. Om nødvendigheden af, at barnets tilknytning, relationer og stemme får den vægt, de fortjener.
Bag enhver afgørelse findes et barn – og ofte en hel familie, hvis liv forandres for altid.
Vores håb er, at ingen børn og ingen familier i fremtiden skal opleve det, vi har oplevet. At systemet bliver bedre til at beskytte barnets relationer, lytte til dem, der kender barnet bedst, og sikre, at retssikkerheden gælder for alle.
Ingen børn bør miste deres familie, hvis det kan undgås. Og ingen familie bør miste et barn på denne måde.
“Ni år som familie – et øjeblik som ændrede alt”