Jeg havde en dejlig barndom hjemme på gården i Bækhuse. Der var tryghed og nærvær for os børn. Vi blev set og hørt. Jeg fik mor og far og 3 brødre og store familier, som er mine støtter den dag i dag.
En fantastisk barndom. Mit fundament. Jeg så min rigtige mor, ”mamo”, 2 timer hver anden fredag. Vores støtteperson, Hanne, var der hver gang og hjalp os med at nyde timerne sammen. Også med min lillebror, som er 2 år yngre.
I skolen var det tit kaos. Mange andre børn, som krævede noget særligt. Jeg blev overset og ikke forstået af lærerne, som smed mig på kontoret. Det var selvfølgelig også den nemme løsning, så var problemet jo væk. Jeg havde støtte hver uge. Det skiftede med både lærere, min støtteperson og i den grad socialrådgiverne fra Esbjerg Kommune.
Jeg startede 6. klasse på en specialskole. Der blev jeg hentet og kørt hjem i Taxa. Det fungerede rigtig godt for mig. Jeg fik kun lov at være der i et halvt år. Så skete katastrofen…
Det var et kæmpe chok. Esbjerg Kommune hentede mig på skolen og satte mig i fængsel på Fyn.
Esbjerg Kommune manipulerede og misbrugte min rigtige mor ”Mamo’s” sygdom. De fik hende til at skrive under på, at jeg skulle flytte. Det fortrød hun hurtigt, da hun kunne se og høre, hvor ulykkelig og ked af det hendes søn blev. Jeg hulkede og græd hele natten. ”Mamo” lovede at få mig tilbage til mor og far i Bækhuse næste dag.
”Mamo” kunne ikke gøre noget. Jeg græd dybt ulykkelig hele vejen til opholdsstedet Hesselagergård på Fyn. Jeg græd i timevis der. Og jeg var mega ked af det og ulykkelig der. De passede ikke ordentligt på mig og de andre børn! De var ondskabsfulde ved os børn. Det har givet mig ar, jeg skal leve videre med. Resten af livet….
Hesselagergård var et fuldstændig forfærdeligt sted. Efter mange måneder kom jeg langt om længe i skole igen. En skole, hvor der var kaos og magtanvendelser dagligt. ”Konen” på Hesselagergaard sad i skolebestyrelsen. Pludselig kunne jeg se, at det ikke var tilfældigt, at de havde valgt Heldagsskolen Lærkeskolen. Jeg var i et fængsel. Alle holdt sammen imod mig.
Jeg måtte ikke engang komme hjem på besøg hos mor og far og brødrene. Jeg måtte ikke engang ringe hjem til min mor og far og høre, hvordan det gik. “Konen og manden” aflæste koden til min telefon bag min ryg og gik ind og slettede alt det, der havde en relation til min familie. Så jeg kunne ikke følge og komme i kontakt med min familie på Facebook, Instagram, Snapchat. De slettede mine telefonnumre.
Det var en ond drøm, der aldrig ville stoppe. De truede os børn. Hvis jeg ikke gjorde som de sagde og rettede ind med hensyn til at cutte kontakten til min familie, så ville de sælge min båd, som jeg selv havde købt for mine egne konfirmationspenge. Det var det værste mareridt….
De vidste, at jeg var homoseksuel. ”Manden” på Hesselagergaard var modbydelig. Kom vrikkende ind på mit værelse i underbukser og klappede sig selv i røven lige foran mig og sagde:” Du vil da for fanden ikke have en kaktus op i røven og sutte på den bagefter??!”.
Han brugte også mange andre modbydelige ord imod mig. Hver morgen kaldte han mig ”skat” på en vammel måde. Han var homofob. Det var meget traumatiserende for en kun 14 årig dreng!
Esbjerg Kommune havde sat mig i fængsel, uden at jeg havde gjort noget forkert. Socialrådgiveren fra Esbjerg Kommune, som kørte mig over på Hesselagergård, så jeg ikke mere. Jeg fik endnu en ny – igen, igen, igen. De skiftede hele tiden. Fra den tid kaldte jeg dem ”møgso”, ”kommunekælling” og ”ko”. De blev fornærmede og hysteriske. Men jeg var ligeglad for de hørte aldrig efter, hvad jeg fortalte dem, og hvad jeg selv havde af ønsker. De var imod mig. Fik mig til at føle mig intet værd i mit eget liv. Grimme personligheder der misbruger deres magt overfor børn……
Hele tiden fortalte jeg ”møgsoen” fra Esbjerg Kommune, om de forfærdelige ting Hesselagergaard gjorde imod os. Der var kameraovervågning, så de altid kunne se og høre, hvad de anbragte børn lavede.
Ombudsmanden skrev, at de havde begået ulovligheder imod mig, men det har ikke fået nogen konsekvenser for Esbjerg Kommune, at de ødelagde mit liv i mine teenageår.
Efter en dejlig juleaften hjemme hos min familie på gården i Bækhuse nægtede jeg at tage tilbage til fængslet ”Hesselagergaard” på Fyn. Jeg havde mange gange fortalt ”koen” fra Esbjerg kommune, at mit liv var et helvede. Men hun ville ikke lytte til mig. Hun kendte også til mine selvmordstanker. Det var livsnødvendigt, at jeg ikke kom tilbage til Hesselagergaard, hvis jeg skulle overleve. For jeg ville hænge mig selv ude i deres lade….
Jeg blev hjemme i mit barndomshjem og faldt lidt til ro. ”Kommunekællingen” kom pludselig en dag, men jeg ville ikke snakke med hende. Jeg sagde bare, at jeg ville hjem og bo hos min mor og far igen. ”Kællingen” lyttede som sædvanligt ikke. Hun fik min sag i Børn og Unge Udvalget, som sagde, at jeg stadig skulle bo på opholdssted.
Dagen, som de havde besluttede sig for jeg skulle fjernes endnu engang fra mit barndomshjem kom ”møgsoen” sammen med ”idioten” (hendes chef) og ikke mindre end 1 patruljevogn med 2 uniformerede betjente og hentede mig.
Der mistede jeg respekten for politiet i Danmark. Det danske politi klager over for få ressourcer men vælger alligevel at fyre hele 1 patruljevogn og 2 betjente efter fredelig mig- som hverken er til fare for mig selv eller andre omkring mig.
Esbjerg Kommune kørte mig til Randers på endnu et opholdssted med låste dørhåndtag, så jeg ikke kunne stikke af. De behandlede mig som en farlig forbryder. Jeg var vildt bange, da jeg ikke vidste, hvad deres næste træk imod mig ville være.
På opholdsstedet var der stoffer, kriminelle, spiseforstyrrelser og mange forskellige diagnoser samlet på et sted. Jeg fandt venner, som ikke alle var gode for mig.
Jeg fortsatte min kamp for at komme hjem til min familie. Det var svært for mig at opretholde interessen for at komme i skole hver dag, da der ingen konsekvenser var ved at blive hjemme.
Der kom en ny leder som allerede fra første sekund af ikke kunne lide mig, fordi jeg var homoseksuel. Han dømte mig allerede da han trådte ind i rummet. Han fratog mig alle mine nødvendige goder på stedet, såsom at jeg blev kørt på samvær til min familie. Pludselig skulle jeg til at tage offentlig transport, som var umulig og tog det meste af weekenden.
Relationen til den nye leder blev kun værre og endte med, at han smed mig ud fra opholdsstedet Forcen i Randers. Idet jeg bliver smidt ud fra Forcen kommer endnu en ny “kommune idiot” , som bliver nødt til at tage stilling til, hvad der så skal ske med mig. Der var kun 6 måneder til jeg fyldte 18 år og langt om længe selv ville jeg kunne bestemme over mit eget liv. Så vidste alle godt, at jeg så ville flytte hjem til min familie. Derfor endte den nye sagsbehandler med at give mig ret til at komme hjem til min familie.
4 års hård kamp imod systemet med retten til at blive set og hørt var langt om længe slut.
Det var svært at komme hjem igen og skulle leve familielivet, da jeg nok på mange områder var blevet ødelagt af den kamp, jeg havde været igennem de sidste 4 år af mine teenageår. Nogle af de vigtigste år, som er med til at forme resten af livet.
Igen, nogle ar jeg skal leve videre med resten af mit liv. Men jeg kæmpede mig igennem det sidste år af folkeskolen. Endelig kunne jeg tage min 9 klasse og komme videre i livet. Skolen erklærede mig uddannelsesparat langt om længe og jeg var mega stolt.
Jeg tog en EUD på Varde Handelsskole og fik en læreplads efterfølgende hos Fætter BR i Vejle. Stolt igen, da læretiden blev færdig og jeg fik en butiksuddannelse. Jeg fandt ud af efterfølgende, at det ikke var mig og tog ud og prøvede kræfter i nogle nye fag.
Igennem alle Esbjerg Kommunes vanvittige indgreb i mit liv, har min mor og far og mine brødre (plejefamilien) været der for mig. Det er de stadig. De betyder alt for mig. Jeg er flyttet hjem på gården i Bækhuse, hvor jeg bor alene sammen med min kat Turbo. Jeg har fast arbejde som maskinoperatør, hvor de har tilbudt mig en læreplads.
På mange måder er alt godt.
Hvem passer på – Michael?
Det gør min plejefamilie og alle de mennesker, som jeg har omkring mig i mit liv.
Det gør jeg selv, som jeg så brutalt har lært.
Og Esbjerg Kommune? De har givet mig ar jeg skal leve resten af livet! Grimme personligheder der misbruger deres magt overfor børn!
De svigtede mig til det sidste!!!