Kender du sådan en situation med dit plejebarn? Den er desværre ikke ualmindelig i plejefamilier.
Vera: Tak fordi du vil stille op til et interview om emnet trusler og trusler om vold og hærværk i vores hverdag i plejefamilien.
Plejemor: Vera, jeg har tænkt meget på vores interview, over hvad der er vigtigt at sige. Det gik op for mig, at det værste er, at vi finder os i det at have et liv med børn, der kalder os alt muligt grimt, truer verbalt med vold og hærværk, og som også sætter trusler om til handling og kan finde på at true fx med en køkkenkniv.
Vi finder os i det. Trusler om vold bliver vores hverdag, vi vænner os til det og knokler for at kunne forbygge trælse situationer.
Sagsbehandler er orienteret, men hver gang vi har et sagsbehandlerskift, starter vi forfra med at forklare vores situation i hjemmet.
Drengene har boet hos os i flere år, og vi kan se, at de udvikler sig i den rigtige retning. De har begge 2 meget vrede, og det kommer meget forskelligt til udtryk. Den store kan skælde voldsomt ud og kalde os virkelig grimme ting, mens lillebroren er meget truende.
Ofte er det ved lillebroren de allermest almindelige krav som at bede om at vaske hænder eller gå på WC (fordi han ikke selv kan mærke det). Når vi holder fast i, at drengen skal vaske hænder inden spisetid – og vi varsler det 5 minutter før spisetid, bliver vi ofte mødt med aggressivitet og trusler som: “Jeg hugger hovedet af dig, jeg slår dig ihjel med en kniv.”
Faktisk gik han hen til køkken og hentede en kniv for at true mig med den. Så vi har en udvikling fra verbale trusler om vold til, at drengen faktisk skrider til handling.
Vera: Hvordan havde du det i situationen?
Plejemor: Jeg tænkte allermest på at skærme de andre børn i familien. De skulle ikke se, at drengen truede deres (pleje)mor med en kniv.
Vera: Hvordan håndterede I situationen?
Plejemor: Min mand greb ind og talte stille og roligt til drengen og sagde, at der ikke var nogen her, der skulle slås ihjel med en kniv, og så gik han hen til drengen og tog kniven fra ham.
Vera: Hvordan reagerede drengen?
Plejemor: Først var han meget vred, og så blev han meget ked af det og græd. Jeg ved jo godt, at han reagerer på den måde, fordi han har oplevet et enormt svigt og har været udsat for det værste. Men det er hårdt, at han er så aggressiv og truende, og jeg mener også, at han skal lære de mest almindelige ting om normer, som vedrører egen hygiejne. Selvfølgelig skal han ikke sidde ved bordet og have møgbeskidte hænder.
Vera: Er det dagligt at i har trusler om vold og hærværk i jeres hjem?
Plejemor: Ja, stort set. Men vi oplever også, at det enorm vigtigt, at vi voksne, min mand og jeg står sammen, at vi bakker hinanden op foran børnene, selv når man måske ikke er helt enige.
Store del af vores hverdag handler om at forbygge, vi taler meget om, hvad vi gøre, når han og også hans storebror kommer hjem fra skole, er brugt og ikke har meget overskud, og hvordan vi med gode tydelige rutiner skaber forudsigelighed og tryghed, og så alligevel har vi daglige situationer med trusler.
Nogle gange kan vi godt komme i tvivl, om vi gør det rigtige, om det er godt at holde fast i vores få og helt almindelige krav.
Vera: Hvad gør det ved dig, at du/I har et liv, som er præget af børn, der er så krævende og så belastet? Hvordan kan du holde til det?
Plejemor: Det er hårdt, men vi har også de små succeser, hvor vi kan se, at de er ved at blive til et menneske. Vi tænker hele tiden på drengenes tav, hvad der vil være bedst for dem, også i forhold til skoletilbud, men det er en anden historie.
Vi ved, at hvis drengene ikke kan være her, kommer de på institutionen. Kommunen kalder dem gråzonebørn. Det betyder, at kommunen ved, at opgaven er stor og tung, og at børn med deres problematikker typisk er på institution. Hvilken svigt vil de føle, hvis vi gav op på dem? Vi kommer sikkert godt videre, men drengene vil bære dette svigt videre med sig i deres liv. Vi ved godt, at vi ofrer meget, på det private og det personlige.
Jeg kan holde til det gennem mit netværk med andre plejefamilier, gode dygtige kollegaer som kender til livet i plejefamilien, og som forstår mine bekymringer, tanker og følelser.
Og når jeg ser på den udvikling, drengene har gennemgået, er jeg fagligt stolt. Egentlig skulle vi allesammen klappe os selv på skulderen. Men det frustrerer mig, når pædagogikken ikke slå til, at der skal arbejdes skånsomt, fordi drengene egentligt er behandlingskrævende.
Vera: Får I hjælp? Hvad siger kommunen?
Plejemor: Der har godt nok været mange sagsbehandlere, og hver gang der er et skift, forsvinder der viden om os som plejefamilie, og det vi står med. Vi har skullet banke hårdt i bordet og gøre det klart, at hvis vi ikke fik specialiseret supervision, så kunne vi ikke holde til at have drengen i vores hjem. Vi dokumenterer, laver underretninger på fysiske trusler med fx kniv.
Vi har fået god hjælp af en specialiseret psykolog, som har kigget sammen med os på vores samspil og samarbejde og hvordan vi kunne ændre på vores rutiner, for at drengen kunne få en bedre relation til mig, og det virkede.
Vera: Hvordan reager dine egne børn, som er voksne og selv har familie, på, at I har et liv med daglige trusler?
Plejemor: Vi har længe prøvet at undgå, at vores egne børn vidste, at vi havde børn i vores hjem, der i den grad var aggressive og truende. De kan ikke forstå, at vi bliver ved. Vores børnebørn har ikke haft deres bedsteforældre for sig selv, vi har jo ikke mulighed for, at vores plejebørn bliver passet. Vi kan ikke finde én, der kan passe dem, det er for svær en opgave. Vi har jo aldrig fri.
Vera: Hvad er det vigtigste budskab til dine kollega derud som har som jer et liv med trusler om vold og mere?
Plejemor: Stå sammen som plejeforældre. Ofte har vi meget forskellige erfaringer og viden med os, når vi som familie bliver plejefamilie. Det er supervigtigt, at man i fællesskab sætter rammerne for hvordan man vil have det i plejefamilien, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok.
Man skal kunne stole på den anden 100%. Vi plejeforældre skal rumme en masse frustration og modarbejde både i forhold til vores plejebørn, samarbejde med kommunen eller fra den biologiske familie. Derfor: Pas godt på hinanden, tal om jeres arbejdsmiljø med hinanden og med jeres kommune. Kig på jeres faglighed og de følelser, I lægger i arbejde med jeres plejebørn, kig på jeres sårbarhed og jeres styrker. Find gode kolleger, som forstår.
