En ny bestyrelse blev valgt på PLF-generalforsamlingen 28. marts 2026

En stor tak skal lyde til alle genopstillere og nye kandidater til PLF’s bestyrelse, der engagerede sig, meldte sig og stillede op på vores netop afholdte generalforsamling for at repræsentere vores medlemmer på bedste vis.

Vi står heldigvis i den situation, at flere ønsker at være med, end der er pladser til. Vi kunne have set jer alle i bestyrelsen. Der var desværre ikke plads til alle, men vi har fået tilsagn om, at de, som ikke kom ind i første omgang, ikke giver op, men vender stærkt tilbage.

Det er et fantastisk felt af kandidater, og fremtiden ser lys ud, hvis det at være en del af PLF’s bestyrelse opleves som attraktivt. Vi er trods alt Danmarks største fagforening for og af plejefamilier.

Ekstern ekspert
Forud for generalforsamlingen besluttede den tidligere bestyrelse at invitere en ekstern bestyrelsesekspert ind til at facilitere, hvordan en professionel bestyrelse arbejder bedst sammen.

Der er sket meget de seneste par år i vores organisation. Med etableringen af et team af medarbejdere og en stærkere organisering af den daglige drift er vi gået fra det, der kaldes en “arbejdende bestyrelse” til en mere strategisk bestyrelse.

Det skal vi alle klædes bedre på til. Arbejdet er allerede i gang – det startede den 7. april og fortsætter med en heldagsworkshop i maj med drøftelser, afklaring og finpudsning af strategien under ledelse af Lone Mandix (ManMan).

Suppleanter med
Vi har inviteret alle suppleanter med, da det er vigtigt, at vi – hvis uheldet er ude, og et bestyrelsesmedlem må træde ud – står med suppleanter, der er fuldt integrerede og har ejerskab til den retning, vi følger i PLF.

PLF står med et stærkt mandat fra vores medlemmer. I starten af 2025 stemte medlemmerne med 99 % opbakning for, at vi skal arbejde hen imod en overenskomst på området.

Det kræver ildhu og et stærkt fundament, hvis dette skal lykkes. Det kræver, at vi holder fokus, holder snuden i sporet og er vedholdende.

Efter en vellykket generalforsamling med masser af grin, konstruktive tilkendegivelser og en forsamling, der bakkede op om Plejefamiliernes Landsforenings retning og økonomi, står vi stærkt.

Vi står stærkt sammen, og vi går hele vejen, så plejefamilieområdet mødes med den retssikkerhed og de vilkår, der er helt nødvendige, hvis der også fremover skal være plejefamilier, som vil påtage sig opgaven for udsatte anbragte børn og unge.

Skrevet af PLF

april 21, 2026