Artiklen er skrevet af en plejemor og biologisk mor, fordi vi gerne vil have begge perspektiver med. Den er skrevet anonymt, så ingen kan komme i klemme.
Denne artikel handler om alle de følelser og hensyn, der er i samarbejdet mellem plejefamilie og biologiske forældre. Et vigtigt og ofte svært samarbejde, da biologiske forældre er i stor sorg over barnets anbringelse. Biologiske forældre og vi plejeforældre har begge følelser i klemme, og samtidig er vi plejeforældre på arbejde.
Når vi som plejefamilie modtager/afhenter et barn, så møder vi barnet med stor omsorg og nysgerrighed. Vi bruger vores faglighed og vores hjerte til at komme tættere på barnet.
Vi trækker de vigtigste redskaber op af “værktøjskassen”, nemlig os selv og vores relationskompetencer.
Vi ved, at det er vigtigt at få skabt en tæt relation til barnet, og at arbejdet med barnet bliver nemmere, og barnet vil over tid føle sig betydningsfuld i sin plejefamilie.
Vi skal samtidig tage imod og rumme barnets forældre, udvise respekt, omsorg og en forsigtighed, da de er i en sorgproces, som de formentlig aldrig vil komme over.
Vi skal være opmærksomme på, at forældrene ofte har været i et langt forløb, hvor de er blevet testet, observeret, presset til det yderste og konstant har været under kommunens lup. (For at kommunen kan sikre, at en anbringelse er nødvendig)
Vi ser og oplever, hvor svært det følelsesmæssigt er for forældrene, som skal leve uden deres barn og samtidig være vidne til, at plejefamilien får de oplevelser, som forældrene havde set frem til at få med jeres barn.
Først lidt forhistorie, så det hele giver mening.
Tanker og refleksioner fra en biologisk mor
Da jeg ser den positive graviditetstest, bliver jeg lykkelig og varm indeni.
Jeg skal være nogens mor, det må nok være både den største frygt, men også den største glæde.
Vi tog til lægen for at få det bekræftet, jeg var 5 uger henne og skulle have en tidlig scanning. Lægen ville gerne sende et brev til kommunen og bede om ekstra støtte, vi fik ikke mere at vide. Vi sagde ja og tænkte, at det kunne der ikke ske noget ved, vi var jo meget unge, så alt den støtte vi kunne få ville være rart.
Det viste sig at være starten på det værste mareridt nogensinde. Dagene gik og vi fik den førsteindkaldelse til et møde med kommunen.
Vi mødte vores første socialrådgiver. Hun kiggede på os, fortalte os hvem hun var og hvad der ville komme til at ske. Hun læste underretningen op, den handler om mig, lægen var
bekymret for mig og min fremtid. Jeg mærkede en klump i halsen, allerede her gik det op for mig, hvilken vej det ville gå. Hun fortalte, at hun kun var socialrådgiver for vores datter. Under hele graviditeten fik vi ingen støtte, det hele gik meget hurtigt og faktisk nåede jeg ikke at nyde min graviditet.
Vi fik tildelt en familiebehandler, men også her fik vi at vide, at hendes job var at hjælpe vores datter.
Til min datter
Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at passe på dig, snakkede med dig og sørgede for, at du havde det godt.
Kommunen stressede mig med alle deres test, spørgsmål og prøver.
Lige meget hvad jeg sagde, var det ikke vigtigt nok.
En måned før jeg skulle føde vores datter, fandt jeg ud af at jeg skulle have kejsersnit, nu vidste jeg endelig hvornår jeg skulle møde min datter.
Glæden voksede, men det samme gjorde frygten og det værste var hvis vi skulle miste hende.
Jeg fik kejsersnit og endelig mødte jeg min datter, hun var så lille og fin.
Da vi kom ind på en stue, fik jeg hende i mine arme, jeg lå bare i timevis og kiggede på hende, jeg glemte på det tidspunkt alt om mine smerter, og min frygt for at miste hende.
Dagen efter fødslen, skulle vi have et møde med vores tredje socialrådgiver. Vi vidste ikke at vi havde fået en ny, så vi kendte hende ikke. På mødet fik vi valget om at tage på “Mor og barn hjem” eller aflevere vores datter til socialrådgiveren med det samme
Altså ingen mulighed for at komme hjem i trygge og vante omgivelser og få støtte til at være forældre. Vi fik 5 minutter alene, så vi kunne snakke tingene igennem. Vi valgte selvfølgelig “Mor og barn hjemmet”.
Da vi stadig var indlagt, skulle vi observeres, først en medarbejder fra kl. 08:00 til kl. 15:00 så var der vagtskifte, og en ny kom på fra 15.00 -22.00. Jeg følte at jeg var i fængsel.
Vi sad tre voksne på den lille stue, og vores lille datter lå så fint der. Vi nåede aldrig at lære vores datter ordentligt at kende. Dem, der observerede os, sagde ingenting. De observerede os og skrev. En meget intimiderende og stressende oplevelse.
Opholdet på “Mor og barn hjemmet” var ganske forfærdeligt.
Til den første samtale med lederen, fortalte hun, at hun ikke troede på os og hun troede ikke vi ville komme igennem det. Her vidste vi godt, at de på forhånd havde besluttet sig, og ikke var interesseret i at hjælpe eller støtte os.
Vi fik vores forældrekompetenceundersøgelse tilbage, og da min blev læst op, var det en stor kontrast til hvem jeg egentlig var. Ifølge psykologen var jeg lettere mentalt retarderet, havde alle tænkelige diagnoser og lav mentaliserings evne. Det var ikke det jeg selv oplevede, jeg havde altid fået at vide, at jeg var kærlig, omsorgsfuld, lyttende, betænksom og god til at se andres behov. Her opstod der en identitetskrise, for hvem var jeg så? Var jeg så overhovedet god nok? Det ødelagde fuldstændig alt ved mig, og lige der, lige de ord, gjorde at jeg mistede mig selv fuldstændig. Her blev jeg klar over, hvordan det ville ende.
Psykologen vurderede også, at et psykologforløb på 2 år ville udvikle mig rigtig meget, og at det var kommunen der skulle bevilge det. Jeg har kæmpet i 3 år på at få en psykolog bevilliget, men får afslag, da jeg ikke opfylder kravene.
På “mor og barn hjemmet” skulle vi være under konstant observation. De skulle komme ind til os hver gang vores datter skulle have mad, var vågen eller skulle skiftes. Dem der skulle observere os, var der i ca. 20 minutter ad gangen og sagde så ”jeg går ud nu, så I får lidt fred”. Vi følte derfor det gik godt, men vi tog grueligt fejl.
Tre uger efter jeg fødte vores datter, kom dommen, ”Jeres datter skal anbringes”, og I” får 10 minutter med hende og så skal I aflevere hende til plejeforældrene.
Min verden brød sammen, mit hjerte blev knust i tusinde stykker. Hvordan skulle jeg nogensinde blive hel igen? Jeg mistede jo en stor del af mig selv.
Jeg skulle kigge plejeforældrene i øjnene, fortælle hvem jeg var, og de skulle fortælle, hvem de var. Vi skulle aflevere vores datter til to fremmede mennesker som vi ikke kendte.
Jeg havde båret på hende i 9 måneder, passet på hende og skabt hende sammen med hendes far. Jeg kunne ikke blive mere knust.
Jeg kunne ikke længere finde ud af hvordan jeg skulle placere min sorg. Det gjorde så ondt, helt ind i sjælen. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min datter, jeg savner hende hver dag.
Til min datter
Jeg kigger ud på den høje bygning med de store vinduer, der er lys i et af rummene. Jeg tænker tilbage på, da vi lå der. Jeg mærkede varmen fra din lille krop, jeg kunne høre dit åndedræt, jeg kunne lytte til dig i timevis og til jeg faldt i søvn.
I dag, er jeg nået til det punkt, hvor jeg har tænkt det hele igennem. Jeg har taget sagen i egen hånd og fundet mine styrker/svagheder, og har arbejdet rigtig meget med mig selv.
Har accepteret situationen og det har givet mig ro, en sådan ro at jeg ikke længere frygter fremtiden. Det er min datter, det hele handler om, hun skal trives og have det godt, det er det vigtigste for mig som mor.
Jeg kunne dog ønske at man som forældre til et anbragt barn fik mere hjælp og støtte. Når ens barn bliver anbragt, burde man blive grebet og passet på. Jeg er helt med på at det hele handler om barnet, men helheden er vel familien, taber man forældrene, taber man også barnet.
Mit forhold til plejeforældrene har igennem tiden været meget svingende, det har primært været plejemor vi har set og haft kontakt med, så plejefar kender vi ikke rigtig, vi har kun mødt ham et par gange. De gange vi har mødt ham, har han været imødekommende, smilende og glad, et rigtigt rart menneske. Plejemor har vi mødt en del gange efterhånden, en meget sød, rar og imødekommende kvinde, som kun vil vores datter det bedste. De har fået et rigtig tæt bånd. Det er dejligt at se vores datter trives og har det godt.
Samarbejdet med plejefamilien har i en lang periode været svært.
Vi har haft mange forskellige familiebehandler, som skulle støtte os i samværet og de har alle arbejdet forskelligt. Vi har følt, at mange af dem ikke arbejdede på at få os ordentlig inkluderet i samværet, hvilket resulterede i, at vi ikke har været så imødekommende over for plejeforældrene.
I dag har vi en familiebehandler der fra start har arbejdet på at få os på banen, altså har “styret” samværet i den rigtige retning.
Det er en svær situation for begge parter, jeg har tit haft en indre vrede og følt de har taget vores datter, men det passer slet ikke, plejeforældrene har valgt at vie deres liv til de børn der er udsatte og måske ikke har det godt. De har bare ville hjælpe, det er jo i bund og grund kommunen der har valgt det.
Det er nogle rigtige store følelser, der er på spil, både fra os som forældre, men bestemt også som plejeforældre. Det kan være svært at navigere i det og finde en god måde at danne et godt samarbejde på.
Overordnet set synes jeg at vi er landet et rigtig godt sted, hvor vi er trygge ved at snakke om de svære følelser, men bestemt også de gode.
Som tiden er gået, har jeg valgt at acceptere, at når situationen nu engang er som den er, så er jeg lykkeligover at min datter er landet hos lige netop dem, de har virkelig formået at passe rigtig godt på hende og har udvist den største forståelse samt empati for os, hvilket jeg er utrolig glad for.
Tanker og refleksioner fra plejemor
Da vi havde taget beslutningen om at invitere plejebarn nr. 3, ind i vores familie, blev vi ret hurtigt enige om at det skulle være et barn under 3 år.
Efter flere match møder, med forskellige kommuner, besluttede vi os for at sige ja tak til opgaven med en lille pige på ca. 3 uger. Vi blev af kommunen bedt om at handle alt til en baby og derefter stå “standby”, til kommunen var 100% sikker på, at hun skulle anbringes.
Få dage efter blev vi ringet op af babyens socialrådgiver og fik tid og en adresse til det “Mor og barn hjem, hvor den lille pige skulle hentes.
Mange tanker fløj gennem hovedet, det var surrealistisk at vi skulle hente en baby hos forældre, som havde set frem til at skulle være forældre. Forældre som håbede på at få deres baby med hjem.
Hvordan ville forældrene mon møde os, med vrede, sorg og afmægtighed?
Hvordan skulle vi selv agere i situationen?
Da vi ankom, fik vi at vide, at vi først skulle hilse kort på forældrene og fortælle lidt om os selv.
Efterfølgende skulle vi mødes med personalet, som ville lave en overlevering af babyen.
Vi kom ind i et mødelokale og blev henvist til to stole. I lokalet sad forældrene, som tydeligt var
følelsesmæssigt ramt, og som alligevel formåede at sende os et lille forsigtigt smil
Vi præsenterede os for hinanden og jeg husker, at jeg lovede dem, at vi ville passe godt på deres datter. Vi forlod lokalet med baby og med en stor medfølelse og empati for forældrene og deres situation.
Vi fik efterfølgende af personalet en masse information om babys første tid og kunne derefter køre hjem med den lille “prinsesse”.
Vi har samvær hver anden uge, og modsatte uge sender jeg info og billeder af prinsessen.
Der er altid en familiebehandler til stede, som skal støtte forældrene i samværet.
Det første samvær efter anbringelsen var med en vis nervøsitet i maven.
Nu var anbringelsen blevet en realitet, og mine tanker gik meget på, hvordan forældrene ville håndtere situationen.
En følelse af ambivalens opstod i mødet med forældrene.
Jeg mødte to unge forældre, der naturligvis var i sorg og som higede efter at være sammen med deres datter. Jeg havde en stor medfølelse for forældrene. De skulle affinde sig med, at jeg nu var deres datters omsorgsperson, altså mig der trøstede, gav sutteflaske og skiftede hende. Alt dette for at skåne den lille.
Dette samvær og mange af de efterfølgende var mere et “kigge” samvær og en masse info om hvordan det gik med prinsessen.
Trods forældrenes sårbarhed og svære følelser, så har jeg altid følt at forældrene har haft en forståelse og respekt for, at det at være plejefamilie er et job som er valgt med hjertet og faglighed.
Jeg fornemmer at vores samarbejde er blevet stærkere fordi vi har fået skabt tillid til hinanden og respekterer hinanden og de følelser som er i spil.
Vi bliver bedre til at læse hinanden og tør at sætte ord på, når noget er svært, men også når noget er godt. Vi vil helt sikkert møde små og store bump på vejen, hvor samarbejdet i perioder bliver svært, men fordi vi tør at møde hinanden i hver vores position, så tror jeg at vi kommer nemmere igennem det der er svært.
Konklusionen af denne artikel må være at:
Et tæt og trygt samarbejde mellem biologiske forældre og plejeforældre er alfa og omega for barnets trivsel.
Samarbejdet omkring barnet, bliver nemmere, når der er tillid og en tro på, at alle parter arbejder for barnets bedste og i barnets tarv.
Til prinsessens mor og far
Tak fordi I kan sætte prinsessens behov, før jeres egne – Det er svært.
Tak fordi I tør og kan respektere os som plejeforældre for prinsessen – Det er stort.
Tak fordi I tør anerkende os for vores arbejde med prinsessen – Det varmer.
Tak fordi I vil være med til at skrive denne artikel – Det gavner forståelsen af, hvorfor vi agerer som vi gør.