Mette Abildgaard, familieordfører, Det Konservative Folkeparti, er vokset op i en familie med 3 plejesøskende. Her er hendes interessante kommentar til det indlæg, Poul Schlüter skrev for godt 50 år siden. I kan læse artiklen om Schlüter indlæg her.
Kære plejefamilier
Lad mig indlede mit indlæg til jer, som Poul Schlüter for godt 50 år siden afsluttede sit indlæg til jer
”Til slut en oprigtig hilsen til de mange plejefamilier, der til glæde for børnene, sig selv og samfundet skaber familier som modstykke til det institutionsmiljø, der kun kan være en nødløsning.”
For selvom fem årtier er gået, så er Det Konservative Folkeparti stadig varme fortalere for, at børn så vidt overhovedet muligt anbringes i pleje i familier frem for på døgninstitutioner. Derfor er vi også dybt taknemmelige for, at I åbner jeres hjerter for et eller flere plejebørn.
For os er familien nemlig samfundets vigtigste institution. Det er i familien, at værdierne dannes, hvor man søger ly i blæsevejret, og hvor man rustes til at indgå i samfundets fællesskaber, folkeskolen, håndboldklubben og en dag arbejdsmarkedet.
Vi skal som samfund naturligvis være varsomme med at fjerne børn fra deres biologiske forældre, men som I ved fra jeres hverdag, så er det desværre for nogle børn en bydende nødvendighed. I de tilfælde er det bedste alternativ for de fleste børn at blive rummet, elsket og opdraget i en plejefamilie.
Jeg er faktisk selv vokset op med tre plejesøskende. Mine to plejesøstre kom til min familie som ganske spæde, og min plejebror startede ud med at være i aflastning, men før skolestart boede han fast hos os. Det har givet mig et indblik i både den velsignelse – og til tider forbandelse – det kan være at være plejefamilie.
For at være plejeforældre er på den ene side et job. Et job med krav om uddannelse, tilsyn og kontrol. Rapporter, der skal udfyldes, og møder, der skal holdes med kommunen. Men det er jo også et job, hvor følelserne sidder uden på tøjet i usædvanlig grad.
Da jeg var barn, frygtede jeg konstant, at mine skønne små plejesøskende ville blive fjernet fra min familie, fra den ene dag til den anden. Dengang hørte man helt uforståelige historier om det, og den slags historier er desværre ikke fortid. Den utryghed skræmmer mange væk fra at blive plejeforældre og kalder på en styrkelse af retssikkerheden.
I indlægget roser Poul Schlüter, at jeres forgængere havde stiftet en forening, og skriver endvidere:
”Jeg ser frem til, at foreningen gennem vækst vil være med til at påvirke den offentlige mening i en retning af, at den private anbringelse vinder yderligere frem”.
Jeg tror ikke, at Schlüter eller andre behøver at bekymre sig for den offentlige opbakning til anvendelsen af plejefamilier – men Schlüter ville begræde, hvis han vidste, at vi er endt i en situation, hvor Plejefamiliernes Landsforening i visse kommuner direkte advarer imod at blive plejefamilie. Ikke fordi opgaven ikke er vigtig, ikke fordi arbejdet ikke er meningsfuldt – men fordi vilkårene og retssikkerheden for plejefamilierne er for dårlige.
Det er kritisk for vores samfund, at der i den grad er mangel på kvalificerede, kompetente, hjertevarme plejefamilier. Antallet af plejefamilier er faldet med over 15 % de seneste ti år, og samtidig er gennemsnitsalderen for plejeforældre nu over 55 år. Det betyder, at der de næste 15 år forventes at forsvinde omkring 2.000 plejefamilier. Det skal vi tage alvorligt.
Der er al mulig grund til at investere i ordentlige vilkår for plejefamilierne. Først og fremmest for at sikre, at der er familier til de børn, der har brug for det. Men også fordi det samfundsøkonomisk er den bedste løsning.
Det skrev Poul Schlüter også i sit indlæg:
”… der er for mig ingen tvivl om, at der også er en økonomisk fordel – end dobbelt fordel ovenikøbet – ved privat familiepleje. For det første tenderer udgifter og personaleforbrug på offentlige institutioner altid imod fortsat vækst. For det andet er det sandsynligt, at børn fra private plejehjem belaster offentlig forsorg, sundhedsvæsen med videre mindre end børn fra institutioner, uanset at mange af dem har vældig gode medarbejdere”.
Det billede er fortsat gældende i dag. Det er både den bedste og billigste løsning at anbringe børn i plejefamilier, når det er nødvendigt.
Så kære plejeforældre, jeg forstår godt, at I er ved at miste tålmodigheden. Politikerne har talt for meget og handlet for lidt. Men jeg håber inderligt, at I ikke giver op. Forhåbentlig skal vi efter sommerferien forhandle om bedre vilkår for plejefamilierne, da det jo desværre blev aflyst på grund af folketingsvalget. Jeg kommer til at lytte meget nøje til jeres anbefalinger i de forhandlinger.
Så på vegne af Schlüter og mig selv: Tak til jer alle for indsatsen. I har vores opbakning!
