Som plejefamilie skal man tage ansvar, være nysgerrig på barnet og turde se på sin egen rolle. Det handler ikke om at være perfekt, men om at være villig til at lære og udvikle sig.
At være plejefamilie er en vigtig opgave. Man skal skabe tryghed for et barn, der ofte har svære erfaringer med sig. Samtidig skal man kunne se på sine egne handlinger og søge hjælp, når noget bliver svært.
Det er en del af budskabet fra Johan Christian Hornemann, afdelingsleder i Afdeling Plejefamilie hos Socialtilsyn Øst.
Han bruger billedet af, at plejefamilien skal sidde foran i bilen. Det betyder, at familien skal være på forkant, tage aktivt ansvar og søge dialog, når der opstår tvivl.
Man kan være i tvivl om en ændring i familien har betydning for godkendelsen. Det vigtige er at henvende sig og få afklaret, hvad man skal gøre.
Man behøver ikke være perfekt
Alle mennesker kan blive pressede. Som plejeforælder kan man miste overblikket eller komme til at reagere på en måde, man bagefter fortryder.
Ifølge Johan Christian Hornemann er det afgørende, hvad man gør bagefter.
Kan man se på sin egen reaktion? Kan man tale om det, der skete, tage imod råd så man gør det på anden måde næste gang?
Det handler altså ikke om aldrig at begå fejl. Det handler om at kunne lære af dem.
»At være plejefamilie kræver både hjerte, faglighed og vilje til at blive klogere på sig selv,« lyder det fra Johan.
Barnets historie er vigtig – men fortæller ikke alt
Børn, der kommer i pleje, kan have oplevet svigt, utryghed eller andre svære ting. Deres erfaringer kan have betydning for, hvordan de reagerer på voksne og på nye situationer.
Men barnets historie må ikke blive en fast forklaring på alt, hvad barnet gør.
Plejeforældrene skal også være nysgerrige på, hvad barnet har brug for her og nu. Og de skal overveje, om deres egne forventninger eller handlinger påvirker samspillet med barnet.
Det er ikke kun barnet, der skal udvikle sig. Plejeforældrene og resten af familien lærer også noget gennem relationen.
Socialtilsynet ser på den enkelte familie
Socialtilsynet skal vurdere kvaliteten i plejefamilien. Men familier er forskellige, og de skal ikke alle leve eller gøre tingene på samme måde.
Derfor skal vurderingen bygge på konkrete eksempler. Hvordan handler familien i en svær situation? Hvordan er samspillet med barnet? Og kan plejeforældrene tænke over deres egne handlinger?
Socialtilsynet kan også hente oplysninger fra andre, for eksempel barnets skole eller daginstitution.
Det er ikke i sig selv et tegn på dårlig kvalitet, at to plejefamilier gør tingene forskelligt. Det afgørende er, om den enkelte familie kan løse opgaven på en måde, der passer til barnets behov.
Forventninger og støtte skal hænge sammen
Johan Christian Hornemann peger på, at der skal være sammenhæng mellem opgaven, plejefamiliens forudsætninger og den støtte, familien får.
Det er blandt andet vigtigt at kende barnets eller den unges plan. Den skal hjælpe med at gøre det klart, hvad der forventes af plejefamilien.
Samtidig kan et svært samarbejde med kommunen lægge pres på familien. Socialtilsynet går ikke ind og løser konkrete konflikter mellem plejefamilien og kommunen. Men tilsynet ser på, hvordan familien håndterer situationen.
Forsøger familien at bevare dialogen og finde løsninger? Og kan den se på sin egen rolle, også når samarbejdet er svært?
Det betyder ikke, at plejefamilien skal tage ansvaret for alt. Men den skal være villig til at undersøge, hvad den selv kan gøre.
Barnets modstandskraft kræver støtte
Nogle børn kan klare meget svære vilkår. Det kaldes også resiliens eller modstandskraft.
Men et barn, der klarer sig gennem modgang, har ikke nødvendigvis fået det godt. Derfor må de voksne ikke overse barnets behov for hjælp, fordi barnet virker stærkt.
Trygge relationer, stabile voksne og passende støtte kan hjælpe barnet til at håndtere svære oplevelser og udvikle sig.
Her har plejefamilien en særlig mulighed. Barnet kan blive en del af et almindeligt familieliv med nære relationer og voksne, der er til stede i hverdagen.
Som plejeforælder handler det derfor både om at forstå barnet og om at være villig til at se på sig selv.
At sidde foran i bilen handler ikke om at have alle svarene. Det handler om at tage ansvar, søge hjælp i tide og være parat til at lære undervejs.
