Er det ikke noget for dig at være i netværksgruppe?

PLF har netværksgrupper mange steder i Danmark. Læs 3 plejeforældres erfaringer med deres netværksgruppe. Her kan du møde Maja, Michael og Dorthe, som alle er tovholdere på deres gruppe.

Plejefamilier har typisk ikke kolleger som mange andre på arbejdsmarkedet. Og udfordringer er der nok af. En netværksgruppe kan være et godt sted at tale om det, der går godt, og det, der er svært.

Her er erfaringer fra Michael Greve fra Fyn, Dorthe Hougaard Jensen fra Gilleleje og Maja Oxholm fra Vejen. De er alle garvede plejeforældre og har henholdsvis 3, 2 og 4 børn i pleje.
Om tillid, fortrolighed og emner

”Det, vi taler om på vores netværksmøde, må ikke komme uden for mødet. Det er meget vigtigt. Vi skal jo kunne tale om alt muligt, som kan være det helt personlige til det mere generelle,” siger Maja Oxholm.

”Min netværksgruppe er en ren mandegruppe. Emnerne kan være meget forskellige, lige fra fodbold og motorcykler til sager om børnene og udfordringer med kommunen,” siger Michael Greve.

”Vores samtaler i gruppen afspejler de forskellige familier. Det er meget anderledes at have småbørn end at have teenagere eller unge, der er på vej ud. Og for det meste har andre i gruppen været igennem noget tilsvarende og kan give sparring og gode råd,” siger Dorthe Hougaard Jensen.

Om deltagerantal, tidsforbrug og sted
”Netværksgruppen har eksisteret 4-5 år. Vi har hidtil holdt møde en gang om måneden fra 9.30 – 12.30, men det er svært at holde fast i. Så nu overvejer jeg, om det skal være hver anden måned i stedet. Vi er en lille gruppe på 5, og det er sårbart i forhold til afbud. Jeg vil ønske, at flere mænd på Fyn har lyst til at være med,” siger Michael.

”Min netværksgruppe har eksisteret et par år. Vi er 4-8, som mødes hos mig den første onsdag i måneden. Vi vil gerne have flere med, men det er stort set de samme, som mødes,” siger Dorthe.

”I min gruppe, som er 7 år gammel, er vi 9-12 stykker, der mødes en gang om måneden fra 9-12 på rullende hverdage. Men gruppen består faktisk af 25. Jeg vil sige, at 12 er det maksimale antal pr. møde for at sikre, at alle kan komme til orde, og vi kan få en god dialog og feedback på det, den enkelte har på hjerte,” siger Maja og tilføjer, at Vejen Kommune stiller et lokale til rådighed for gruppen.

Om det personlige udbytte
”Netop fordi vi ikke til daglig har kolleger, er det nyttigt at få erfaring fra de andre i gruppen. Det kan jeg bruge i mit arbejde. Vi er meget forskellige, og vi mangler aldrig noget at tale om. Vores arbejde er så komplekst, at vi har brug for input fra andre til at håndtere både store og små udfordringer,” siger Dorthe.

”Vi har haft plejebørn i mange år, men der opstår hele tiden nye ting, vi skal forholde os til, og det er godt at vende med andre, som kender til udfordringerne. I min lille gruppe kender vi hinanden ret godt, og jeg synes, det er værdifuldt at bruge hinanden,” siger Michael.

”Jeg har en masse erfaring fra bestyrelsesarbejdet og kender nok love og regler lidt bedre end mange andre. Men det er helt sikkert værdifuldt at mødes i gruppen, og vi bidrager alle til en fælles dialog om at være de bedste plejeforældre for vores børn,” siger Maja.

Om at oprette netværksgrupper eller være med i en gruppe
Selvom der eksisterer en del netværksgrupper, er der plads til flere. Og der er plads til flere plejeforældre i de eksisterende netværksgrupper.

Hvis du leder efter en gruppe eller vil starte en gruppe, så læs mere på PLF’s hjemmeside.

Maja Oxholm startede selv sin netværksgruppe for 7 år siden i samarbejde med PLF. Det med netværksgrupper blev slået op på PLF’s hjemmeside. Marianne List, der dengang var i PLF’s bestyrelse, kom til et møde for at hjælpe med at få gruppen i gang.

PLF inviterede til brunch i Hillerød, og der blev oprettet en netværksgruppe i Slangerup. Efter et stykke tid, foreslog Dorthe Hougaard Jensen, at møderne kunne være hos hende i Gilleleje, fordi det var kortere at køre for de fleste.

Michael Greve har overtaget netværksgruppen fra en anden. Udgangspunktet var, at det kunne være godt med en gruppe for mænd, fordi det kan give nogle andre snakke.

Skrevet af PLF

april 21, 2026