Jette og Troels blev indstillet til Børnehjælpsprisen 2025

En af PLF´s plejefamilier Jette og Troels Møllebak fra Ringe på Fyn var i år indstillet til Børnehjælpsprisen 2025.

Jette og Troels Møllebæk har været ”rigtig” plejefamilie siden 2001.

Det startede egentlig året før, hvor Jette på sit daværende job som leder i en klub mødte en omsorgssvigtet og noget forsømt pige. I stedet for at skrive endnu en underretning til kommunen tog Jette hjem til pigens mor og talte med hende og de 2 blev enige om, at denne pige havde brug for at kunne komme hos Jette og Troels i en form for aflastning, når det brændte på derhjemme.

Pigen blev i 2002 officielt anbragt hos Jette og Troels på en konkret godkendelse – som man kunne den gang.

I dag kommer denne pige, som hedder Linda, stadig hos dem som ”datter ”af huset, selv om der har været noget turbulens undervejs. Hun har siden uddannet sig som stewardesse, rejseguide og sygeplejerske – som Jette siger: Hun er ”kommet ret godt af vej”.

Mange plejebørn
Siden har de 2 haft mange børn i pleje, og de har stadig kontakt med de fleste i dag. Når de er flest samlet, kan de sidde helt op til 38 rundt om bordet.

I flere år har de op til jul lejet et slot i nogle dage. Her samles tidligere plejebørn med deres familier, nye plejebørn – og efterhånden også kærester – og kommer og går i løbet af dagene. Det hele foregår i en hyggelig stemning, hvor man er sammen på kryds og tværs.

Fokus på det enkelte barn
For Jette og Troels har det været afgørende at have fokus på det enkelte barn og på at flytte barnet fra noget til noget andet og bedre. For dem har det været vigtigt at møde hvert barn dér, hvor det er, og give det netop dét, som det har haft brug for, ”så det kan mestre livet”.

Og det oplever de selv, at de er lykkedes ret godt med.

Og lige nu går et af deres tidligere plejebørn med overvejelser om at blive godkendt som plejefamilie sammen med sin partner.

Gode venner
Jette og Troels mødte hinanden i 2000 og har lige fra starten af deres forhold haft børn omkring sig, som på den ene eller anden måde havde brug for lidt ekstra og brug for deres opmærksomhed. Det ser de som en styrke, da de fra starten var nødt til at være tydelige i deres grænser og behov overfor hinanden for at kunne være autentisk overfor børnene.

Når man altid har børn omkring sig, kræver det en udstrakt forståelse fra ens omgivelser.

Mange venner er faldet fra undervejs, men Lars og Judith har fulgt dem og har holdt ved til trods for, at der undervejs har været mange udfordringer på grund af plejebørnene.

Det var Lars, som indstillede Jette og Troels til Lillebrorprisen: ”Jeg har været venner med Jette og Troels i cirka 25 år, og selvom jeg ikke er fagperson, kan jeg konstatere, at de har ydet en helt afgørende forskel for rigtig mange unge mennesker.”

Anerkendelse og skulderklap
Jette siger: ”Jeg begyndte at vræle, da jeg fik det at vide – tænk at blive indstillet til en pris, som alle i hele Danmark kan blive indstillet til”.

Jette og Troels fik ikke prisen, men for dem var det nærmest ligegyldigt.

Den anerkendelse og det skulderklap det var at blive indstillet og være med inde på Københavns Rådhus til overrækkelsen var af meget stor betydning for dem.

I beskrivelsen fra indstillingen skriver Børnehjælpsdagen blandt andet:
”Jette og Troels er et forbillede på, hvordan kærlighed, omsorg og tålmodighed kan ændre livsbaner for udsatte børn og unge”.

Med sig til prisoverrækkelse i København havde Jette og Troels bedt Lars og Judith samt Linda om at tage med, ”da det hele jo sådan set er Lindas ”skyld” at vi startede dette eventyr”, som Jette så smukt formulerer det.

Prisen blev tildelt Mitra Skov Bjerregaard. Med afsæt i sin egen anbringelse kæmper hun målrettet for bedre vilkår og retsinformation til anbragte børn og unge i Danmark.

Dengang, hun som 14-årig blev anbragt, savnede hun at blive taget alvorligt – og hun erfarede, hvor vigtigt der er, at børn og unge bliver inddraget i beslutninger om deres eget liv.

Børnehjælpsprisen for ’Årets Støtte’ tildeles en person, der har ydet en ekstraordinær indsats for et eller flere anbragte børn eller på anbringelsesområdet generelt.

Børnehjælpsprisen er en pris, der uddeles af Børnehjælpsdagen til en person, organisation eller et initiativ, som har ydet en særlig indsats for udsatte børn og unge i Danmark.

Prisen gives til dem, der gør en markant og vedvarende forskel for børn i svære livssituationer – både gennem socialt arbejde, omsorg, støtte, frivillighed eller innovative indsatser.

Skrevet af PLF

december 8, 2025