Manglen på plejefamilier betyder, at I står i en stærkere position over for kommunerne ved kontraktforhandling.
Der er mangel på plejefamilier. Det vil sige, at der er en større efterspørgsel på plejefamilier, end der er udbud. Det betyder, at plejefamilier står i en stærkere position overfor de kommuner, som har brug for at anbringe plejebørn hos jer.
Det skal I som plejefamilie udnytte. PLF synes ikke, I skal udnytte situationen, nu hvor der mangler plejefamilier, til at opnå flere vederlag end rimeligt.
Men PLF anbefaler, at I udnytter situationen til at opnå mere rimelighed i jeres ansættelse.
Stil krav ved forhandling af ny kontrakt
Kommunerne har i årevis forringet vilkårene for plejefamilier ved at foretage besparelser på for eksempel dækning af befordringsudgifter, bidrag til omkostninger til ferie, og mere alvorligt også til for eksempel dækning af receptpligtig medicin til plejebørn.
Når I forhandler ny kontrakt eller genforhandler den gamle kontrakt, skal I derfor stille krav om for eksempel barnepige, penge og forhøjelse af det omkostningsbeløb, som kommunen dækker i forbindelse med ferie mv.

Dette kan I blandt andet stille krav om
I skal også stille krav om, at
- optjening af feriepenge sker med feriegodtgørelse, jævnfør Ferielovens § 16, stk. 3, i stedet for afholdelse af ferie med løn.
- 5. ferieuge kommer til udbetaling, hvis I ikke har haft mulighed for at afvikle den, og at aftalen er afholdelse af ”ferie med løn”.
- få tilføjet i kontrakten, at I er omfattet af Arbejdsmiljøloven og Arbejdsskadessikringsloven.
Hvis kommunen siger nej
Det er muligt, at den person fra kommunen, som I forhandler kontrakten med, vil sige, at der er ting, som ikke kan lade sig gøre, og henvise til kommunens plejefamiliehåndbog.
Men det er kommunerne selv, som udfører deres egne plejefamiliehåndbøger, og en plejefamiliehåndbog er ikke lovgivning, det er blot kommunens egne angivelser af, hvad de godt kunne tænke sig at dække i forhold til for eksempel plejefamiliers omkostninger i forbindelse med ferie.
Derfor kan I sagtens stille krav om at få dækket omkostninger, som en kommunes plejefamiliehåndbog angiver ikke dækkes af kommunen.
Få det skrevet ned
Sørg for, at det, I aftaler med den anbringende kommune, bliver skrevet ned i jeres plejekontrakt.
Der er masser af felter at skrive i, og hvis der ikke er plads i kontrakten, kan man altid lave et bilag til kontrakten.
God forhandling og husk, at hvis I har brug for hjælp til forhandlingen, skal I blot kontakte PLF.

