Psykoedukation – En værdifuld ressource for plejefamilier

Psykoedukation - En værdifuld ressource for plejefamilier

Skrevet af PLF

juni 13, 2024

Er du blevet nysgerrig på, hvad psykoedukation kan, så læs artiklen af terapeut og vejleder i neurodivergens Pernille Ljungdalh

At være en plejefamilie er en givende, men til tider også en udfordrende opgave, der kræver forståelse, tålmodighed og viden. En værdifuld ressource i denne rejse kan være psykoedukation. Især hvis der er diagnoser i spil.

Psykoedukation er en proces, der giver plejeforældre og deres familier den nødvendige viden og redskaber til at forstå og håndtere de udfordringer, der kanopstå i forbindelse med at skabe de bedste rammer og hjælp til børn med diagnoser.

Forståelse Gennem Viden: En Nøgle til Trivsel

Viden om diagnoser såsom ADHD, ADD og autismespektrumforstyrrelser (ASF) giver ikke kun plejeforældre, men også børnene selv, et fundament for bedre trivsel og forståelse. For eksempel, når plejeforældre forstår, at en handling som impulsivitet eller social tilbagetrækning ikke er et resultat af barnets vilje, men snarere en del af deres neurologiske kompas, kan de bedre tilpasse deres tilgang til at imødekomme barnets behov.

At forstå, hvordan hjernen fungerer, og hvilke tiltag, der kan hjælpe børn med at lære, trives og udvikle deres sociale kompetencer, er afgørende både derhjemme og i skolemiljøet. For eksempel kan en indsigt i, hvordan en ADHD-diagnose påvirker barnets koncentrationsevne, føre til implementering af strukturerede rutiner derhjemme og i skolen, som støtter barnets læring og trivsel. Og når barnet trives og lykkedes, gør familien det også.

Støtte i Udfordringerne: Psykoedukation for plejeforældre

Psykoedukation fungerer som en støtte til plejeforældre i de tider, hvor deres plejebarn kæmper eller mistrives. Ved at opnå en dybere forståelse for deres barns behov og udfordringer kan plejeforældre bedre imødekomme dem og skabe et mere støttende miljø derhjemme.

For eksempel kan plejeforældre, der er bekendt med forskellige angstmekanismer, bedre hjælpe deres barn med at håndtere angstprovokerende situationer ved at implementere beroligende strategier og øve vejrtrækningsøvelser.

Psykoedukation kan også være afmonterende for plejeforældre til børn med diagnoser, da det kan give en forståelse og accept af, at selvom man er en dygtig plejeforælder, så kan der nogle gange være ting, der kan være svære at komme i mål med – hvis diagnosen tager over i barnets adfærd.

Forståelse og harmoni: Psykoedukation for søskende

Psykoedukation er ikke kun for plejeforældre. Det kan også være en uvurderlig ressource for søskende til plejebørnene. Ved at give søskende en bedre forståelse for deres brødre eller søstres diagnoser og udfordringer kan psykoedukation hjælpe med at skabe bedre dynamikker og et mere støttende miljø inden for familien.

For eksempel kan søskende, der forstår deres brors eller søsters udfordringer med f.eks. impulsivitet eller social interaktion, udvise større empati og tålmodighed, hvilket kan styrke deres relation og skabe et mere harmonisk familiemiljø.

Nogle søskende til børn med diagnoser bliver ofte meget selvstændige, da de kan erfare, at deres bror eller søster med en diagnose har mere brug for hjælp og støtte, end de selv har.

Denne mekanisme i familien er vigtigt at være opmærksom på, da alle børn har brug for opmærksomhed, hjælp og omsorg. Søskende til børn med diagnoser kan nogle gange føle sig alene og have svært ved at bede om hjælp. Her kan både psykoedukation, men også en særlig opmærksomhed være givtig for hele familiens trivsel.

Barnet før diagnosen: Skab tryghed og sunde dynamikker

Uanset hvor værdifuld psykoedukation kan være, er det altid vigtigt at huske på at se hele barnet samt de familiedynamikker, barnet er en del af. Ved at kombinere viden om diagnoser med forståelse for tilknytningsmønstre, tidlige traumer og livserfaringer kan plejefamilier skabe trygge bånd og sunde familiestrukturer, der understøtter trivsel og udvikling for alle familiens medlemmer.

Det handler ikke kun om at håndtere diagnoserne, men om at skabe et miljø, hvor alle føler sig set, forstået og elsket.

Få mere viden

Er du blevet nysgerrig på, hvad psykoedukation kan, har du mulighed for at læse

mere her https://ljungdalh.dk/psykoedukation-til-foraeldre-og-plejeforaeldre

 

Pernille Ljungdalh

Terapeut og vejleder i neurodivergens

Foredragsholder Barnet før diagnosen

https://ljungdalh.dk