Ønsket om en overenskomst er historisk betinget. Det er relateret til den måde, arbejdsmarkedet er indrettet på i Danmark.

I slutningen af 1800-tallet medførte arbejdskampene i det daværende industrisamfund i Danmark, at både arbejdstager- og arbejdsgiversiden organiserede sig i de store sammenslutninger, som vi i dag blot kender som ”arbejdsmarkedets parter”.  

Der var på daværende tidspunkt flere forslag til, hvordan man skulle regulere rettigheder og pligter på arbejdsmarkedet, men de 2 parter endte med at løse det indbyrdes ved aftalen ”Septemberforliget” i 1899. 

I begyndelsen af 1900-tallet blev det, vi kender som Arbejdsretten og Statens Forligsinstitution etableret. Arbejdsretten behandler især sager om overtrædelse og fortolkning af hovedaftaler og tilsvarende overenskomster. Forligsinstitutionen skal hjælpe arbejdsmarkedets parter med at afslutte overenskomster uden arbejdsretlige konflikter. Arbejdsretten og Statens Forligsinstitution har samme adresse.  

Overenskomsterne 

Overenskomster er kollektive aftaler om rettigheder på arbejdsmarkedet i modsætning til individuelle aftaler, som reguleres i en individuel ansættelsesaftale, som er det, en plejeaftale ligner mest.  

Kun de kollektive aftaler (overenskomster) har adgang til at blive behandlet i Arbejdsretten. Er man ansat på en individuel aftale uden overenskomst, er man henvist til de almindelige domstole. 

Lønmodtagerrettigheder på det danske arbejdsmarked skabes altså mellem arbejdsmarkedets parter via overenskomster. Det kaldes ”Den Danske Model”. I andre lande som for eksempel Tyskland fastsættes lønmodtagerrettigheder gennem lovgivning. I Danmark har vi ikke en mindsteløn fastsat ved lov, som mange andre lande har. Hos os er det overenskomsten inden for et område, der fastsætter mindstelønnen. 

Plejefamiliernes vilkår 

Plejefamilier har en af arbejdsgiver fastsat vederlagsmodel, som ikke er en del af en overenskomst, og derudover er plejefamilier omfattet af den ansættelsesretlige lovgivning, for eksempel ferieloven. 

Plejefamiliers individuelle kontrakter er tvetydige, fordi der både står, at plejefamilien ikke anses som ansat i kommunen, og at plejefamilien kun har delvise rettigheder. I konfliktsituationer, som skal løses ved en domstol, er dommeren henvist til at finde ud af, hvad der står i kontrakten om plejefamiliens rettigheder, og hvad man plejer at gøre på området. Det er ikke en særlig god situation.  

Derfor er vi nødt til at skabe kollektive rettigheder ved at få en overenskomst, som giver adgang til at få sager behandlet ved Arbejdsretten. Her er der faste procedurer, også i forhold til sagsbehandlingstiden. Ved de almindelige domstole er sagsbehandlingstiden mange måneder, og ved nogle byretter venter man i over et år, før sagen kommer for retten. 

Vi skal tænke nyt på anbringelsesområdet – ikke mindst på familieplejeområdet 

En af fornyelserne bør være en overenskomst for plejeforældre. Vores område er præget af en tænkning, som ligger helt tilbage fra dengang, hvor ”familiepleje” blev beskrevet første gang. 

Historisk set skal vi langt tilbage:  

”De første ansatser til familiepleje i Danmark kom i 1710, da der blev indrettet optagelseshjem for spæde børn hos familier i byen. Senere blev familieplejen via fødselsstiftelsens ammesystem udbredt til hele landet. 

Den danske lov fra 1905 var banebrydende for børneforsorgen. Den danner fortsat grundlag for den eksisterende lov, og der anvendes tilsyneladende de samme typer af foranstaltninger i dag som dengang. Dertil kommer, at argumenterne for ændringer i dag ligner dem, som blev anvendt i 1905. Der stilles stort set ikke spørgsmål til 1905-lovens ideer.” 

Frank Cloyd Ebsen, Docent, Socialrådgiveruddannelsen Forskning og Udvikling, 

Københavns professionshøjskole: Udsat til børneforsorgen. Om etablering af familiepleje, 

børneanstalter og indsats i hjemmet for udsatte børn i Danmark