Hvordan træffer man beslutning om at give op på en anbringelse?
Vera fra bestyrelsen har interviewet Karina, der fortæller om sin svære beslutning efter 8 år som plejeforælder og om at give op på anbringelsen af et barn. Hun deler de følelsesmæssige udfordringer og støtten fra kommunen i den proces.
Tak, fordi jeg må fortælle om, hvordan det har været at skulle erkende, at vores plejebarn, som vi har haft, siden hun var 4 måneder gammel, var for dårlig til at bo i en plejefamilie, alle de svære følelser, men også den kæmpe hjælp, vi fik af kommunen.
Det handler jo om ”vores” pige, som vi har passet på, siden hun kom som 4 måneder gammel og som lige var fyldt 8 år, da hun flyttede fra os. Beslutningen har været meget svær, fordi vi følelsesmæssigt følte os som hendes forældre. Vi følte, at vi svigtede hende. Vi havde meget svært ved at tro på, at en flytning på behandlingshjem var det rigtige for hende, selvom fagpersoner omkring os havde anbefalet det gennem de sidste par år. Men til sidst var vi nødt til at flytte hende, da det blev for hårdt for vores andre børn, og på sigt nok også for min mand og mig selv. I starten af anbringelsen var vi følelsesmæssigt så berørte og frustrerede over den manglende hjælp til pigen fra anbringende kommune, men det er virkeligt svært at sige, om det ville have ændret noget, hvis hun havde fået hjælp tidligere. Men var det sket, havde vi ikke i dag stået med en følelse af, at alt ikke var prøvet. For ca. 3 år siden kom der ny sagsbehandler på sagen, en af de mest kompetente vi har arbejdet sammen med gennem de 18 år, vi har været plejefamilie. Hun har fulgt alle vores ønsker i forhold til sted og på hvilken måde, vi skulle være i pigens liv i fremtiden.
Fik det bedre
Heldigvis er hun kommet på et rigtigt godt behandlingshjem, og nu et halvt år efter hun er flyttet, kan vi se, at hun har fået det bedre, og hun er glad for de nye veninder hun har fået. Mange af vores venner og kollegaer har gennem de sidste år ment, at hun har været for dårlig til at være i vores familie, en alt for stor belastning. Og ja, nu hvor hun er flyttet, kan vi mærke, at hun alene har fyldt mere end vores andre 4 børn fylder tilsammen. Tiden op til beslutningen har været utrolig hård, alle vores spekulationer om, hvad der vil være bedst for hende og samtidig have en hverdag som familie, hvor vi kunne se, at vi som plejeforældre med en følelse af at være hendes forældre, vores egne børn, og vores andre plejebørn ikke havde det godt. Vi havde et godt samarbejde om vores tanker og ønsker vedrørende det nye sted og kunne tale med sagsbehandleren om, at det skulle føles helt rigtigt.
Fandt et godt behandlingshjem
Kommunen fandt et helt fantastisk sted til vores pige og havde os hele tiden med i Beslutningerne. Det er et behandlingshjem med en meget stram daglig struktur, og det fungerer godt for hende, så godt så hun tager en del af strukturen med hjem, når hun er hjemme på weekend. Men selve flytningen var meget svær. Vi havde sammen med sagsbehandler og supervisor besluttet, at det var bedst, hun først fik kendskab til flytningen få dage inden, hun skulle flytte, da vi forventede, at det ville være meget svært for hende at være i. Men som otteårig er det meget svært at forstå, og jeg tror først, hun rigtig forstod det, da hun stod med fremmede mennesker og vinkede farvel til os. Det var ubeskriveligt svært og noget, man skal have prøvet for at forstå det. Det har været det sværeste øjeblik i mit liv at skulle slippe hende, den elskede pige, som har været i vores liv, siden hun har været helt lille. De første uger var forfærdelige, hun savnede os sådan, og vores andre børn savnede hende, og det var svært at passe på vores andre børn, mens vi selv var i dyb sorg. Når hun er på samvær, er det svært for hende og mig at sige farvel, når hun skal tilbage til sit nye hjem, men vi bliver begge bedre og bedre til det. Nu ser hun os 2 weekender om måneden og i ferier, og vi er uendelig glade for, at vi fortsat kan være hendes familie. Vi er helt sikre på, at det er den helt rigtige og eneste måde, vi kan være i hendes liv og håber, hun altid vil vælge os til, for det er sikkert, at hun altid vil have en plads i vores hjerter.
Supervision fra kommunen
Vi er meget taknemmelige for den gode støtte inddragelse og hjælp, vi har fået af Køge Kommune. De har været fantastisk under hele forløbet og også i tiden efter. Vi har allesammen, både de andre plejebørn, som kommer fra andre kommuner, vores biologiske børn og vi som plejeforældre fået supervision efter fraflytningen, og hele vejen igennem har både sagsbehandler og familieplejekonsulent fulgt op på, hvordan vi har haft det, og hvordan de bedst kunne hjælpe os. Nu kan vi se, at vores pige har fået det bedre, hun fortæller om sine dage og oplevelser og har sit smil tilbage i øjnene. Det er vores måske lidt naive håb, at hun kan få det så meget bedre, at hun en dag kan flytte hjem igen, men indtil den dag kommer, har vi fundet den bedste måde at være familie på. Jeg savner hende sindssygt meget, men det er også dejligt at se, at det har været den rigtige beslutning, fordi i dag har vi det alle bedre, også vores elskede pige.