En overenskomst skal sikre, at kommunerne overholder arbejdsmiljølovgivningen.
Plejefamilier er omfattet af arbejdsmiljøloven. For at være omfattet af arbejdsmiljøloven skal der være tale om et arbejdsgiver- og arbejdstagerforhold. Selvstændige er ikke omfattet af arbejdsmiljøloven. Plejefamilier er ansat af anbringende kommune. De er ikke selvstændige.
I henhold til arbejdsmiljøloven er det den anbringende kommunes ansvar at sikre, at plejefamiliers arbejdsforhold er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Arbejdet med at sikre arbejdsmiljøet skal ske i et samarbejde mellem kommunen og plejefamilien, og der skal arbejdes målrettet med forebyggelse, så man ikke bliver syg af sit arbejde.
De arbejdsmiljøregler, som er mest relevant for plejefamilier, omhandler det psykiske arbejdsmiljø. Den anbringende kommune er forpligtet til at forebygge dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Også hjemmearbejde
Reglerne gælder også for hjemmearbejde, og det har ingen betydning, om det dårlige psykiske arbejdsmiljø opstår i forbindelse med fysiske samtaler, telefonsamtaler eller ved udveksling af e-mails m.v.
Hvis kommunen ikke selv kan finde ud af at sikre et sundt psykisk arbejdsmiljø til plejefamilierne, skal kommunen i henhold til reglerne på området, søge hjælp udefra, for eksempel fra en arbejdsmiljøkonsulent.
Men reglerne i arbejdsmiljølovgivningen bliver slet ikke brugt, når der er samarbejdsproblemer mellem en kommune og en plejefamilie.
Kommunerne mener, at plejefamilier er selvstændige
Plejefamiliers rettigheder på arbejdsmiljøområdet eksisterer ikke i virkeligheden, for kommunerne opfatter i strid med arbejdsmiljøloven plejefamilier som selvstændige.
Hvis man er ansat som for eksempel socialrådgiver i en kommune, har man på trods af rettighederne på arbejdsmiljøområdet, naturligvis ingen garanti for et sikkert arbejdsmiljø.
Men man har mulighed for at gøre noget ved et dårligt arbejdsmiljø. Alle kommuner har en arbejdsmiljøorganisation, hvor der er tilknyttet arbejdsmiljørepræsentanter, som repræsenterer medarbejdersiden, når der er problemer med arbejdsmiljøet.
Hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke kan gøre noget ved problemet, kan Arbejdstilsynet inddrages og udføre et tilsyn, som kontrollerer, om reglerne i arbejdsmiljøloven bliver overholdt.
Derfor har PLF fremsat krav om en overenskomst, hvor arbejdsmiljøet bliver indskrevet, så vi kan gøre noget ved det, hvis en anbringende kommune bryder arbejdsmiljøloven.