Venskaber og fællesskaber på Ribe Camp 2024
Min familie og jeg var ny plejefamilie på dette års PLF Ribe Camp. Vi opleved med det samme glade børn i alle aldre, der løb rundt hos hinanden, legede og bare var sammen.
De alleryngste børn legede sammen i nærheden af deres plejefamilier, da de var for små til at gå rundt på pladsen alene uden opsyn. De mellemste børn var samlet om leg på legepladsen, mens de store børn bare ”hang ud sammen”.
Var det ikke, fordi jeg vidste, at de fleste børn på Ribe Camp var plejebørn, havde jeg troet, det bare var ”almindelige” børn uden en anbringelsesproblematik i rygsækken og med venskaberne i orden.
Den gode stemning, der var børnene imellem – ja altså til de fleste tider og den måde, de var sammen på, blev jeg bare så glad for at få lov til at være vidne til.
De fleste, både børn og voksne, oplever sådan en weekend som et pusterum fra hverdagen, hvor mange af vores plejebørn har udfordringer, bøvler med venskaber og i det hele taget at have venner.
Som en plejemor sagde: ”min pige ved slet ikke, hvordan hun skal være i sig selv – hun er bare så glad, fordi hun her har venner lige uden for døren. Hjemme i skolen og i sin fritid har hun slet ikke en eneste ven”.
Hvad er et fællesskab?
Ifølge Wikipedia er fællesskab en samling af mennesker, som bindes sammen af noget, de har til fælles, hvilket vil sige noget, de er enige om, har samme synspunkt på, eller f.eks. en interesse de deler med hinanden. Fællesskab kan også være sammenhold.
Når jeg kiggede ud over ”børnelandskabet” på Ribe Camp og oplevede de venskaber og fællesskaber, der var på tværs, var det tydeligt, at de var sammen, fordi de bare havde lyst til det, og deres sammenhold var opstået ud fra et fælles udgangspunkt. Ingen skulle italesætte, hvad det vil sige at bo i plejefamilie eller ikke at bo hos sine ”rigtige” forældre.
Her var alle lige, og der var en rummelighed og forståelse for forskellighederne.
Jeg spurgte en flok unge, som tydeligvis kendte hinanden igennem flere år, hvad der var det bedste ved at være på camp. De sagde samstemmende: ”det er at være sammen med sine venner”.
De sagde desuden, at de ikke var sammen ud over campen, men at de lige så snart, de ankom til PLF Camp, fandt de sammen og hyggede sig.
En pige sagde: ”Ja, så har vi jo også vores Snapgruppe, hvor vi også er sammen som venner, men vi ses ikke ud over Ribe Camp”.
De glædede sig allerede til næste år – når de igen skal være sammen.