PLF fik skabt værdifulde relationer på Folkemøde 2025

Bornholm bød på 3 dage med højt fagligt niveau, spændende debatter og værdifuld inspiration. Plejefamiliernes stemme blev hørt og taget alvorligt.

Efter flere års pause er PLF nu på igen, og deltager til fulde på Folkemødet. Efter 3 intense og lærerige dage i Allinge står det klart: Det bliver ikke sidste gang, PLF tager turen til Bornholm.

Planlægningen til Folkemødet 2026 er allerede i gang med nye idéer og erfaringer i bagagen.

Lærerige debatter
Dagene var præget af spændende og lærerige debatter, som gav ny indsigt og inspiration.

Vi blev klogere, men også bevidste om, at vi er på rette vej i forhold til kampen for en overenskomst og bedre generelle vilkår for plejefamilierne i Danmark.

En af de gennemgående hovedpointer i de debatter, vi deltog i, var vigtigheden af trygge relationer.

Relationen er fundamentet for tryghed, og i virkeligheden er det ofte enkle greb, der skal til for at skabe en stor forskel.

 
Stor forståelse for vores arbejde
Vi blev mødt med stor forståelse for både det arbejde, vi udfører, og den sag, vi kæmper for.

Næsten alle, vi talte med, var enten ikke klar over – eller havde svært ved at forstå – at plejefamilier i Danmark ikke har en overenskomst.

Der var bred enighed om, at den usikkerhed, som vores uensartede ansættelsesvilkår skaber, hverken er fagligt forsvarlig eller acceptabel hverken for plejefamilierne eller for de børn, vi har ansvar for.

 
Dette deltog vi i
Vi havde på forhånd lavet en liste over de debatter vil ville høre, og programmet var tæt alle 3 dage.

Her er et lille udpluk:

  • Vives Trivselsundersøgelse 2025…”særligt anbragte børn og unge klarer sig markant dårligere end deres jævnaldrende…Hvor skal vi som samfund sætte ind, for at flere af de mest udsatte børn og unge får det bedre”.
    Efter debatten fik PLF talt med det 6 mands store Trivselspanel, som var sat til at svare på det komplekse spørgsmål.
    Vives rapport: Trivsel blandt børn og unge i udsatte positioner 2025
  •  
  • I Social Indbliks telt: Moralsk stress og systemstress. Hvordan hænger det sammen?
    Et tankevækkende oplæg med psykolog Dorthe Birkemose og socialrådgiver Karin B. Nissen. De satte fokus på hvad det ”betyder for både borgeren og den ansatte, når systemet er så presset, at begge grupper presses ud i forskellige former for stress”.
  •  
  • Stemmer fra anbringelserne. Unge fortæller, samfundet lytter. Unge med anbringelsesbaggrund fra De anbragte vilkår (DAV) læser op fra deres egne historier i mediet Social Indbliks telt.
    Fortællingerne var stærke, rørende og brutale. Hvordan er det at vokse op uden for hjemmet? Hvad betyder det at blive hørt- og forstået som ung med anbringelseserfaring?
  •  
  • Traditionen tro delte Børnehjælpsdagens ungeambassadører ud af deres egen erfaringer og ønsker en bedre fremtid for nuværende og fremtidige anbragte børn og unge. De har alle været en del af Børnehjælpsdagens Empower4u program og er godt på vej ud i voksenlivet – “på grund af og på trods af”.
    De unge blev interviewet af Peter Mygind, som på en ærlig, stille, rolig og autentisk måde spurgte ind til deres fortælling. Det var deres stærke fortælling, der stod tilbage.
  •  
  • Forvaltningsdomstol i Danmark. Arrangementet fokuserer på diskussionen om indførelse af en forvaltningsdomstol i Danmark – både fordele og ulemper.
    Kan fagpersoner i råd og styrelser håndhæve den nødvendige balance for at kunne varetage flere potentielt modstridende roller – uden at det går ud over borgernes retssikkerhed? i dag bliver der truffet rigtig mange skønsbaserede afgørelser i det administrative system. Systemet er uforudsigeligt – sagerne tager ofte lang tid og der er ingen tidsfrister, samt konsekvenser, hvis den skønsbaserede afgørelse er forkert.
  •  
  • Når socialtilsynet skæres ned – hvem passer på kvaliteten? Hvad betyder det for kvaliteten, at Folketinget har besluttet at reducere socialtilsynet med 30%.Hele panelet omkring bordet var enige: Når man skærer 30 % ned på kvalitetssikringen i anbringelsesområdet uden at sætte noget i stedet, er det en reel besparelse.
    Ingen havde et klart bud på, hvilke konsekvenser denne beslutning vil få, men en ting stod klart: Bekymringen var tydelig, og debatten om området vil uden tvivl fortsætte efter sommerferien.

Derudover blev der mange snakke med både fagpersoner og politikere. I alle samtalerne blev vi mødt med forståelse og reel interesse.

Nye aftaler for en videre drøftelse er allerede aftalt med mange af dem vi mødte