1. april er en stor dag for Sørna. Der flytter hun i egen lejlighed, tæt på sine plejeforældre, som hun har boet hos, siden hun var 5 år. Den 30. september 2022 blev hun uddannet social- og sundhedshjælper og arbejder på fuld tid i ældreplejen.

Kære Sørna. Tusind tak for at du vil stille op til et interview til vores nyhedsbrev i PLF. Vi glæder os til at fortælle din historie.

Vera: Hvordan har du det i dag?

Sørna: Jeg er glad i dag. Den 1.4. skal jeg flytte i min egen lejlighed. Det glæder jeg mig meget til. Jeg kommer ikke til at bo langt væk fra min plejefamilie, så hvis jeg har brug for hjælp, er de tæt på.

Jeg synes, at jeg har gjort det godt fra mange nederlag i folkeskolen til en masse succes. Jeg har fået kørekort, min egen bil, er færdiguddannet, og nu har jeg også min egen lejlighed.

Jeg har fået fast job, og hvis jeg ser tilbage, så havde jeg ikke troet på det bare for 4 år siden.

Jeg har fået troen på mig selv. Min plejefamilie har kæmpet for mig og troet på mig. Min plejemor har ofte sagt: ”Sørna, det skal nok gå, vi hjælper dig”. Jeg har først meget sent fået hjælp. Kommunen var ikke indstillet på at give mig nogen form for hjælp eller behandling, før jeg var 17 år. Der fik jeg mulighed for at gå til psykoterapeut i et år, altså til jeg blev 18, og det har været godt.

Jeg kom i min plejefamilie som 5-årig sammen med min lillebror. Begge mine forældre har det ikke godt. De har personlige problemer. Derfor kunne de ikke passe på os. Det var mine forældre, der bad om hjælp fra kommunen, og så kom vi i vores plejefamilie. Jeg ser min plejefamilie som min ekstra familie, og det er jeg glad for.

Vera: Oplever du, at du som ung i en plejefamilie har det anderledes end andre unge?

Sørna: Jeg har haft det svært i hele mit skoleliv. Jeg tror ikke, at mange har oplevet det, som jeg har oplevet. I 3. klasse blev jeg flyttet til skolens specialcenter, fordi skolen mente, at jeg var handicappet. Pædagogen lavede en ordblindtest, hvor jeg skulle skrive enstavelsesord. Nu ved jeg, at jeg havde det svært, fordi jeg faktisk er ordblind. Jeg ligger i det røde område, så der er ingen tvivl.

Jeg ved, hvordan jeg skal bruge min telefon og IPad til at hjælpe mig med de apps, man kan få som ordblind, og dem bruger jeg i hverdagen. Først på efterskolen blev jeg rigtig testet, og min plejefamilie har påpeget over for skolen i hele mit folkeskoleliv, at der var en god chance for, at jeg var ordblind ligesom min far.

Alle de mennesker, der har svigtet og såret mig i mit liv, har ført til, at jeg har opbygget vrede og en vilje til at vise dem og verden, hvad jeg kan. Som barn elskede jeg at komme på tur med min plejefamilie, hvor vi var sammen med andre plejefamilier. På de ture følte jeg mig tryg, for der var andre, der havde oplevet noget af det samme, som jeg har.

Vera: Hvad har været den sværeste periode i dit liv?

Sørna: Da jeg blev flyttet fra i 3. klasse fra almindelige folkeskole til centeret. Jeg blev ensom, og jeg kunne ikke holde på mine venskaber i min gammel klasse, fordi mine folkeskolelærere sagde til mine venner, at jeg var handicappet og hørte til centeret. Derfor skulle de ikke tale med mig. Jeg savnede meget mine gamle kammerater. Jeg følte ikke, at jeg hørte til i centeret. Der var sågar en hvid streg i skolegården, og den måtte man ikke krydse. Så mine kammerater fra min gammel klasse skulle være i deres del af skolegården, og centerbørn måtte ikke være sammen med de almene børn.

Da jeg blev ældre, gik jeg til Hip Hop hvor jeg fandt nye venner, de var fra same skole Vi havde det sjovt til Hip Hop, og jeg ville også være sammen med dem i frikvartererne, men det måtte jeg ikke.

Vera: Hvad er dit bedste råd til andre plejebørn?

Sørna: Tag imod all den hjælp, I kan få lige nu og her. Der kommer en dag, hvor man ikke har så meget brug for hjælp mere, for man har lært nye måder at hjælpe sig selv på.

Vera: Hvad er dit bedste råd til plejefamilier?

Sørna: Plejefamilierne skal blive ved med at hjælpe plejebørnene. Vi har brug for jer. Vi bliver ikke altid så godt forstået eller hjulpet af kommunen eller skolen. Plejefamilierne skal give plejebørnene gode strategier til at klare overgangen fra barn til teenager og fra teenager til voksen. Det er vigtigt for, at vi kan klare os som voksne.

Vera: Hvordan har du oplevet samarbejde med din kommune?

Sørna: De har altid talt meget, men intet gjort. Jeg føler ikke, at de har hjulpet mig, som de burde have gjort.

Vera: Hvad er det vigtigste at fortælle vores medlemmer, som er jo plejeforældre?

Sørna: Alle de fordomme, der er om plejefamilier, og alle de spørgsmål jeg fik og får, når jeg fortæller, at jeg er vokset op i en plejefamilie. Vi ved godt, at de fordomme er forkerte, og vi ved, at I ikke tager jobbet for pengenes skyld. Min plejefamilie har altid troet på mig. Det gør, at jeg står her i dag, hvor jeg står.

Vera: Hvor er du henne i dit liv i dag?

Sørna: Jeg har skabt mig et liv. Den 30. september sidste år blev jeg uddannet social- og sundhedshjælper, og jeg arbejder på fuld tid i ældreplejen. Det er jeg utrolig glad for. Jeg har gode kollegaer, som jeg også mødes med i fritiden, og jeg har venner, som jeg ses med.

Da jeg blev 18 år, sagde min kommune kontrakten op, men jeg kunne bo hos min plejefamilie ligesom deres egen datter, til jeg var klar til at stå på egen ben, og det er jeg taknemlig for. Jeg er meget glad for min ekstra familie og min biologisk familie.

Vera: Det er en dejlig afsluttende bemærkning. Tusind tak for din fortælling. Jeg ønsker dig alt godt fremover.