Hvorfor skal landets plejefamilier straffes, når det går godt? Alle andre omsorgspersoner og øvrige lønmodtagere får mere i løn, når arbejdet udføres til fuld tilfredshed.
Vi fanges gang på gang på det forkerte ben, når kommunerne trækker os til ”forhandling” om antallet af vederlag i anbringelser, der har foregået i ofte flere år.
Hvorfor er det lige, at vi som landets eneste lønmodtagere (vi betaler vores skat),
skal ”straffes”, når vi gør det godt, og sættes ned i vederlag (løn)?
Besparelsen ender i fordyrende indsatser
Vi kan med fagkundskaben i ryggen godtgøre, at hvis et velanbragt udsat barn eller ungt menneske blev flyttet, så ville den besparelse, som kommunen og deres ”regnedrenge” har fundet frem til, gå op i ”hat og briller”, og den kortsigtede kommunale besparelse ville som oftest ende i fordyrende indsatser. Alt iboende hos vores udsatte anbragte børn og unge, vil komme op i fuldt flor, hvis anbringelsen ophører.
Nye indsatser, hvor taxametret kører på fuld skrue fra selvsamme dag, som det velanbragte barn flyttes.
Flytninger, der som ofte ender med gråd, tårer, gentraumatisering, og hvor vi slukker håbet for fremtiden og troen på samfundet hos det udsatte anbragte barn. Ofte slukkes iveren for at påtage sig nye anbringelser hos plejefamilierne også.
Det opleves som at den samfundskontrakt, plejefamilier har, hvor hele familier, biologiske børn og netværk skal involvere sig, også følelsesmæssigt, kun går den ene vej.
Når det passer kommunerne (hvis pen ofte føres af Kommunernes Landsforening) at smide succesfulde anbringelser og velanbragte børn under bussen, så er det fuldt ud accepteret af landets politikere, der bare lader stå til.
Dette mens de for få år siden skålede i champagne, efter politikerne havde godkendt ”Barnets lov”.
Det er bare sådan, at enhver rettighed og faglig vurdering skylles ud med badevandet, når plejefamilier presses på deres indtægt: vederlagene, og succesfulde anbringelser lider sammenbrud.
Det er en praksis, der har stået på i årtier. Plejefamilier og ikke mindst PLF har råbt op om, at det må og skal stoppe. Plejefamilier skal have ro på, og vi skal som minimum have sikkerhed for, at vores løn ikke bliver sat ned, bare fordi vi gør det godt, har skabt tilknytning, ladet et fremmed barn flytte ind i hjemmet og ofte i hjerte og sjæl hos alle i familien og netværk.
Hvad er det for et samfund, der lader dette stå til?
Hvorfor er der ingen på Christiansborg, der får sat retningslinjer, der beskytter landets tilbageblevne plejefamilier og dermed også sikre de mest udsatte anbragte børn en sikker anbringelse i trygge rammer.
Det hjælper ingenlunde, at politikerne render fra deres samfundsmæssige ansvar, og beder arbejdsmarkedsparterne at skabe ordnede forhold.
I tilfældet med plejefamilierne og vores rettigheder og vilkår må politikerne på Christiansborg komme ind i kampen, og vise vejen frem, så KL også forstår, at det er tvingende nødvendigt, at plejefamilieområdet også bliver en del af den danske model, hvor vi sikrer lønmodtagerne.
Det er fint, at vi, når vi ansættes, skal tale om udfordringer og adfærd, der ikke er hensigtsmæssig.
Vi kan også tale ”vederlagsmodel”, men samtalen om det, der ikke virker, bør forstumme ved fremtidige samtaler mellem kommune og plejefamilier, når det omhandler vederlag.
Der er rigeligt, der ikke virker i komplekse anbringelser, fordi rammerne også er under pres fra kommunernes side.
Alle andre job, der bliver besat, er ofte også med en virksomheds forhåbning om, at den man ansætter, vil gøre det godt, og man har ofte nogle udfordringer, som den nye medarbejder skal løse og arbejde med.
Det er den omvendte Robin Hood
Når plejefamilier løser ”opgaven”, skaber trivsel, udvikling og trygge rammer, så er det den ”omvendte Robin Hood”.
Hvem andre får deres økonomiske sikkerhed ødelagt, og deres retssikkerhed sat ud af spil, når vi gør et godt stykke arbejde?
Alle, der arbejder med omsorg i det danske samfund, er ofte ansat på løntrin. Vi starter et sted, og stille og roligt arbejder vi os op – og ikke ned.
Plejefamilierne beder bare om, at der kommer RO på. At vi ikke skal trues på vores pengepung, hjerte og sunde fornuft, og at vi bliver behandlet ordentligt også i vores ansættelsesforhold.
