Hvordan vil politikerne på Christiansborg sørge for, at kommunerne overholder lovgivningen og har barnets tav i fokus i alle deres afgørelser?

Der tales meget om barnets og den unges retssikkerhed, og med Børnene Først og Barnets Lov menes det politiske niveau. Anbringelsesområdet oplever et løft i forhold til de vilkår, vores samfund byder de mest sårbare mennesker i Danmark.

Men lad os stille skarp – er Barnets Lov ikke bare signalpolitik, for hvordan vil politikerne på Christiansborg sørge for, at kommunerne overholder lovgivningen og har barnets tav i fokus i alle deres afgørelser.

Og hvem tager ansvaret for systemets børn og unge, som er så afhængige af, at de mennesker, der forvalter loven i kommunerne, har viden og intentioner om at gøre det bedste for plejebarnet

Systemets børn

Alt for ofte bliver vi i PLF bekendt med, at plejebørn bliver til systemets børn og til et journalnummer.

Det sker, når der ikke kan findes enighed i en lønforhandling, hvor kommunen søger at presse plejefamilien ned i løn eller ikke anerkender familiens store indsats i dagligdagen for plejebarnet, når der opleves, at plejefamilien er besværlige at arbejde med.

Alt for ofte underkender kommunen og dens medarbejder i familieafdelingen, at plejefamilien er det fundament for plejebarnet i dets liv, og alt for ofte har plejefamilien intet at have sagt i forholdt til, hvad der er bedst for plejebarnet.

Alt for ofte oplever vi i PLF, at plejebarnet mod sin vilje bliver fjernet fra sin plejefamilie på baggrund af årsager, som vil kunne løses, hvis der var en vilje fra kommunens side og en myndighedsinstans, som vil kunne hjælpe i at mægle konflikten.

Alt for ofte oplever vi i PLF plejebørn, der grædende fortæller, at kommunen er et sted, hvor der en masse voksne, der ikke lytter, hvor plejebørn oplever, at man fratager dem retten til at vælge sin plejefamilie, den familie som man kender, er opvokset i, og som plejebarnet elsker.

Alt for ofte oplever vi i PLF, at plejebarnet ikke får mulighed for at sige farvel til sin plejefamilie, bliver hentet i børnehaven eller skole og aldrig ser sin plejefamilie igen.

I PLF oplever vi plejebørn, der siger: Hvorfor må jeg ikke elske min plejeforældre, mit hjerte savner min plejefamilie, hvorfor kan jeg ikke vælge min plejefamilie, hvorfor er der ikke nogen, der vil lytte til mig, når jeg siger, at jeg ikke skal nogen andre steder hen.

Flyttes mod deres vilje

Det sorte hul i loven er, når plejebarnet flyttes mod sin vilje fra sin plejefamilie. Og hvor vi plejefamilier står magtesløse på sidelinjen med knust hjerte og intet kan stille op.

Derfor stille vi dette spørgsmål til vores socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil: Hvad er det for et system, vi i Danmark anbringer børnene i?

Det skal vi som velfærdssamfund kunne gøre bedre.

Hvor skal vi gå hen, når vi gentagende gange oplever, at plejebørn og plejefamilier bliver svigtet i kommunernes og tilsynets sagsbehandling i deres fortolkning af, hvad der er bedst for hvem?

PLF mener, at plejebarnets ret til at kunne vælge sin plejefamilie skal være uafhængig af alder og en menneskeret.