Det her er ikke X faktor og six chair challenge

Vi plejefamilier har brug for kommunernes opbakning og støtte. Vi undrer os over, at kommuner er så lidt interesseret i at skabe en god relation og gode vilkår for de nye plejefamilier.

I PLF oplever vi, at flere af de nye og yngre plejefamilier giver op som plejefamilie og vælger at gå tilbage til deres gamle fag. Vi undrer os over, at kommuner er så lidt interesseret i at skabe en god relation og gode vilkår for de nye plejefamilier, som så kunne være en god arbejdskraft for kommunen rigtig mange år frem.

Typisk har disse plejefamilier oplevet at blive presset til at gå ned i løn, holde samvær, selvom de havde ferie, men det hårdeste er, at plejefamilierne ikke oplever at blive støttet i arbejdet med plejebarnet, og de bliver slet ikke mødt, når de beder om at få ekstern specialiseret supervision.

Det er en trist udvikling med den manglende vilje fra myndighedernes side til at skabe stabile og trygge forhold for plejebørnene. Hvis der ikke samarbejdes om plejebørnene, men i stedet udvises respektløshed, er der ikke mange, der vil vælge vores fag.

Vi hører også plejeforældre, som har været mange år i faget, fortælle om deres møder med kommunen, hvor de meget hurtige bliver truet med, at plejebarnet/plejebørnene flyttes, hvis plejefamilien ikke går med til en forringelse af arbejdsvilkårene.

Der er ingen tvivl, kommunerne er pressede, men det må ikke gå over plejebørn og plejefamilier.

Der vil mangle plejefamilier

En prognose, som PLF har fået lavet ud fra data fra tilsynet, viser, at hvis der ikke sker en ændring i kommunernes behandling af plejefamilier, vil der om bare 10 år mangle plads til 2.500 børn. Dermed vil 2.500 børn komme på institution i stedet for at få mulighed for at være i plejefamilie.

Her kan du se prognosen –

Alt handling har konsekvenser – selv med de gode ambitioner fra Christiansborg – ser PLF, at Danmark står over for en kæmpe udfordring – at finde pladser til de mest sårbare og svigtede børn i en plejefamilie.

Som vores formand Inge Neander siger:

”Jeg er rystet over, hvad der foregår i mange kommuner – det her er ikke X faktor, og stolene kan ikke bare byttes, for vi har med rigtige mennesker og liv at gøre. Vi kommer til at klassificere kommunerne. Så kan vores medlemmer tydeligt se, hvilke kommuner, der helhjertet arbejder for ordentlige forhold for plejebørn og plejefamilier. Det vil også være helt tydeligt, hvilke kommuner PLF ikke kan anbefale at arbejde for. Vi vil primært koncentrere os om de kommuner, der troværdigt investerer i og prioriterer vores fag.

 

 

Skrevet af PLF

februar 19, 2023