En spædbarnsanbringelse, der endte i 17 måneders mareridt

Her er endnu en beretning om kommunens svigt til stor skade for plejefamilien og ikke mindst barnet.

I 2019 hentede vi et barn på fødegangen. Inden tid havde vi indgået aftale med anbringende kommune, og alt lød godt og gennemtænkt. Der ville ikke blive nogen som helst problemer med forældresamarbejdet, fik vi at vide. Forældrene var søde, men man forventede ikke, de nogensinde ville blive i stand til selv at tage sig af deres barn. Vi gjorde opmærksom på, at vi ikke ønskede at modtage et barn, der skulle bortadopteres til andre, men at vi var villige til selv at adoptere, hvis det kom dertil. Det ville der ikke blive tale om. Barnet skulle ikke bortadopteres.

Indtil da havde vi ikke haft samvær i vores hjem, men gik ind på at have det i dette tilfælde, da barnet kun skulle have samvær hver tredje uge. Fødslen gik i gang før forventet, og derfor nåede vi hverken at møde forældre, rådgiver eller at skrive kontrakt, før vi stod med baby. Vederlag var vi helt enige om, og der blev givet 2 ekstra vederlag i den første måned på grund af den akutte ankomst. Så langt så godt. Vi glædede os til opgaven. Rådgiver meddelte, at forældre havde indvilliget i frivillig anbringelse.

Problemerne starter

Allerede i den første uge startede udfordringerne. Rådgiver ringede op og meddelte, at der nu var blevet bestemt samvær i hver uge. Afgørelsen var truffet, uden at vi var hørt. Det blev kun den første af mange ændringer i samvær. 8 ændringer i de næste 15 måneder for at være helt præcis. Ikke en eneste gang blev vi hørt, inden afgørelsen var truffet, som Serviceloven ellers foreskriver. Der var ændringer i frekvens, der var ændringer i rammerne, ændringer i hvad forældre måtte, samværskonsulent skiftede mere end en gang etc. Intet kunne få lov at virke, inden der igen blev ændret.

Vi oplevede en samværskonsulent, der overskred barnets grænser, og som ikke havde interesse i at lytte til os, der kendte barnet. Fødslen havde været hård, og barnets nervesystem var på overarbejde. Vi var dybt frustreret, og barnet endnu mere. For hvert samvær lukkede barnet ned i flere dage, og søvn og madindtag blev problemfyldt. Supervisor konstaterede, at en fejludvikling var højeste risiko.

Forældrene er utilfredse

Imens vi stod i alt dette, fik vi pludselig at vide under besøg af supervisor, at man på forvaltningen talte om, at barnet måske ikke var velanbragt, fordi forældrene var utilfredse med os. Der var gået 2 måneder fra anbringelsen. Samtidig sagde rådgiver, at barnet vel nok var heldig at have os med så inkompetente forældre, og at vi gjorde et godt stykke arbejde.

“Truslen” om flytning fortsatte. Det blev formidlet af supervisor og aldrig skrevet direkte. Forældrene var utilfredse med vores tilstedeværelse under samvær (besluttet af rådgiver), vi var falske, hvis vi smilede, vi var sure, hvis vi ikke smilede, osv. osv. Samværskonsulent bar ved til bålet ved bl.a. at klage over, at vi ikke ville vække baby under samvær (rådgiver havde forbudt dette), og at vores babylegetøj var for barnligt!

Efter 4 måneder havde vi fået nok. Under et møde med rådgiver efter et samvær, hun selv havde deltaget i, bad vi om, at hvis barnet skulle flyttes, så skulle de se at få det gjort. Både for barnets og for vores skyld. Vi kunne ikke holde til mere, og barnet kunne slet ikke. Rådgiver tilkendegav at være rystet over forældrenes dårlige håndtering af deres barn under samværet og lovede, at der ville blive truffet en afgørelse hurtigt. Rådgiver ringede tilbage samme eftermiddag og meddelte, at hun nu havde “slået i bordet” overfor leder. Barnet skulle ikke flytte, og hvis der ikke snart kom ro på forældrene, ville der blive lavet en tvangsafgørelse om anbringelsen. Vi fik ro i maven, men desværre kun ganske kortvarigt.

Tvangsafgørelsen aflyses

Allerede 2 uger efter kom der mail, at tvangsafgørelsen var aflyst. Man havde valgt ikke at konfrontere forældrene med det, for nu havde de sagt, at de ville “give os en chance mere.” Igen var der intet konkret i forældrenes klager over os. Det hele gik på deres fornemmelser og deres egne tolkninger af det, vi sagde og gjorde. Kaos fortsatte, ligeså gjorde ændringer i samvær.

I sensommeren var vores sundhedsplejerske blevet så alarmeret over ikke at kunne komme i kontakt med barnet efter samvær, at hun tog en mere erfaren kollega med ud på besøg hos os. Denne foretog i samråd med lederen af sundhedsplejen i vores kommune en underretning til anbringende kommune på grund af barnets nedlukning efter hvert ugentligt samvær.

Forældrene blev rasende, og rådgiver meddelte os, at vi nu havde dannet hold mod forældrene sammen med sundhedsplejen. Det var os, der havde fået sundhedsplejen til at underrette, blev der sagt. Tænk, at man kan manipulere lederen af sundhedsplejen i kommunen til at underrette, selvom man aldrig har mødt pågældende leder (ironi kan forekomme).

Vi ønskede os et samarbejdsmøde, som blev holdt i vores hjem. På det møde forsøgte vi at konkretisere, hvori problemet bestod for barnet med samvær hver uge, og at vi havde været

Socialt isoleret stort set siden anbringelsen, uden at barnet fik det bedre. Den eneste knap, vi kunne skrue på, var samværet havde sundhedsplejen sagt. Rådgiver lod os vide, at vi jo ikke bestemte, hvilket vi på intet tidspunkt havde udtrykt, at vi gjorde, men at vi da gerne ville tages med på råd i samarbejdet omkring barnet, som vi kendte bedst, og som vi kæmpede for at bringe i trivsel, uden at det lykkedes. Rådgivers kommentar var, at vi ikke var samarbejdspartnere. I vores samarbejde med anden kommune havde vi aldrig hørt noget lignende.

Nye ændringer

Det blev dog alligevel besluttet, at det nu var afgørende, at barnet fik ro til at komme i trivsel. Samvær blev sat ned til hver 4. uge. Igen var forældrene rasende, og vi fik nu igen “trusler” om, at barnet måske skulle flyttes, fordi forældrene var så utilfredse med os. For det var jo helt klart også vores skyld, at de nu kun skulle se barnet hver 4. uge.

Vi holdt jul uden at få mere information. Forvaltningen løb fra endnu en aftale, da det pas, vi var blevet lovet, fordi vi skulle på sommerferie på Bornholm i 2020, nu alligevel blev nægtet. Vi havde skrevet allerede i august, at vi ønskede et pas på ovennævnte baggrund, og rådgiver havde svaret, at det skulle hun nok skaffe. Efter nytår var beskeden fra teamleder, at forvaltningen havde vurderet, at der ikke var nogen konkret grund til at barnet skulle have et pas, hvorfor de afslog anmodningen. Vi vidste nærmest ikke, om vi skulle grine eller græde.

Supervisor var på besøg i januar, og barnet havde det nu så godt, og var i så god trivsel, at vi sammen med hende talte om, om det mon ikke var realistisk med dagpleje, når barnet i løbet af sommeren var ca. 16-17 måneder gammelt. Det mente hun, det var.

Problemer med samværskonsulenten

Samarbejdet med samværskonsulenten, der kaldte vores babylegetøj barnligt, spidsede nu yderligere til. Ved samværet i vores hjem først på året hev hun pludselig en mobiltelefon frem og gav sig til at filme. Jeg spurgte, hvad hun filmede til, da vi hverken var orienteret eller havde givet tilladelse. “Jeg skal jo filme samværet til brug ved vejledning af forældrene” var svaret.

Jeg gjorde opmærksom på, at vi var i et privat hjem, at vi havde andet plejebarn, hvis privatliv kunne kompromitteres ved videooptagelse, og at vi ikke havde givet samtykke. Hun blev meget fornærmet og klagede over os til forvaltningen. Vi klagede til gengæld til rådgiver, som i øvrigt kunne meddele, at hun ikke havde givet nogen instruks om videooptagelse. Hvem der havde givet instruksen, fik vi aldrig svar på, og vi fik aldrig at vide, om det var konsulentens private mobil, der blev anvendt.

Supervisor kunne oplyse, at kommunen i øvrigt altid brugte iPad ved videodokumentation. Ved barnets fødselsdag en måned senere skete det samme, og jeg måtte endnu engang gøre opmærksom på, at vi ikke ønskede, der blev videofilmet i vores hjem med konsulentens mobil, men at jeg gerne var behjælpelig med at tage billeder af barn og forældre med forældres mobil samt også gerne en lille video med forældres mobil. Det ønskede de ikke.

Nedlukning – corona

Corona-nedlukningen i marts 2020 viste endnu engang, at vi ikke blev regnet som noget som plejefamilie. Samværet var suspenderet i marts måned, men blev herefter sat op til hver 14. dag uden yderligere høring eller henvendelse. End ikke en forklaring fik vi. Samværet blev flyttet til kommunens egne lokaler. Dette havde vi efterspurgt allerede et halvt år før. Dengang kunne det ikke lade sig gøre. Vi fik nej til, at samvær på grund af corona aflyses. Uden yderligere forklaring.

Der blev pludselig sat en ekstra samværskonsulent på. Som om vi var farlige. Samtidig kunne vi ikke få svar på, om barnet skulle flyttes eller ej. Endelig i maj fik vi mødedato. Vi valgte at tage PLF med til mødet, da vi ikke længere synes, vi kunne stå med rådgiver og teamleder selv. Vi var i krise og havde været det i månedsvis. Kunne ikke få svar på noget fra rådgiver, som ignorerede vores mails.

PLF med til møde

Teamleder og rådgiver kom på mødet og fortalte om, at de nu ville “undersøge”, om barnet skulle flyttes. Der skulle ikke laves tilknytningsundersøgelse og heller ikke generel psykologundersøgelse af barnet, som indtil ganske få måneder før havde været sart, i høj arousal og med et overbelastet nervesystem. Det fremgik på mødet ganske tydeligt, at beslutningen allerede var truffet. Vi kunne ikke få nogen faglig begrundelse. Vi havde lavet et fantastisk stykke arbejde med dette barn, sagde de, og det var i høj grad vores fortjeneste, at barnet nu var i trivsel. Da vi spurgte, hvorfor barnet så skulle flyttes, fik vi kun svævende svar. Forældrene var jo utilfredse.

Barnet flyttes

I sommeren 2020 effektuerede man flytningen. Vi blev før tid orienteret om, at man ville bruge god tid, så flytningen kunne forløbe så smertefrit for barnet som muligt. Det blev til i alt “hele” 3 timers introduktion til den nye plejemor samt et besøg i deres hjem af en times varighed. Det var alt den tid, barnet fik.

Vi fik at vide, at vi nu var netværk og ville få lov at se barnet regelmæssigt efterfølgende. Både vi og vores børn. Vi fik dette løfte på skrift. Selvfølgelig løb kommunen også fra dette. Vi har set barnet én gang siden og er nægtet efterfølgende kontakt. Vores 2 ældste børn blev nægtet at deltage i det ene besøg på grund af corona. De har ikke set barnet siden flytningen. Barnets tarv? Døm selv.

En konsulent fra en anden kommune kaldte hele historien for “omsorgssvigt af værste skuffe, omsorgssvigt af både barn og plejefamilie”. Som en ekstra krølle kan nævnes, at barnet i dag bor hos sin 3. plejefamilie. Efter hvad vi ved. For nu er det nemlig besluttet, at barnet skal bortadopteres. Forældrene har nemlig ingen forældrekompetencer og vil aldrig få det, hedder det……

PLF prøver at hjælpe

PLF var der for os i flere måneder i løbet af sommeren. Efter flytningen af barnet blev vi ringet op flere gange af vores kontakt fra PLF. Hun ville lige høre, hvordan vi havde det. Vi ved også, at PLF havde kontakt til anbringende kommune vedrørende bruddet på GDPR-reglerne. Dette fik vi i øvrigt ikke så meget som en undskyldning for, men vi fik dog at vide, at det var os, der var sippede. PLF tog også kontakt til Ankestyrelsen, som dog ikke fandt det mærkeligt, at man flyttede et 17 måneder gammelt barn i trivsel fra en specialiseret plejefamilie til en ny plejefamilie. Da vi jo ikke har partsstatus i sagen, har vi ingen mulighed for at vide, hvad den anbringende kommune fortalte Ankestyrelsen om årsagen til flytningen.

Vores anden samarbejdskommune stillede op med ekstra supervision til os. Supervisor fra omtalte barns anbringende kommune var helt fraværende de sidste måneder. Vi hverken så hende eller hørte fra hende.

I dag er vi ude på den anden side. For altid vil savnet efter barnet svie samt de mange urimelige vilkår vi blev budt. For altid vil vi føle, at vi ufrivilligt blev medskyldige i omsorgssvigt af barnet. Det var jo egentlig det, anbringelsen skulle forhindre. Vi har en ny opgave og holder os med den nye opgave også til den samarbejdskommune, vi også havde før. Her bliver vi hørt, anerkendt som samarbejdspartnere og har lydhøre rådgivere, som er på børnenes side.

Familien ønsker at være anonym, men PLF kender familiens navne.

Skrevet af PLF

maj 24, 2022