PLF er dybt involveret i sagen og har udtalt sig adskillige gange i medierne. Sagen har affødt mange reaktioner fra politikere, fagfolk, mediefolk og juridiske eksperter.
Udarbejdet af PLF’s socialfaglige team
Esbjergsagen har været en ”varm kartoffel” hen over sommeren og kører fortsat på fuld styrke på flere fronter.
Som I ved, er PLF dybt involveret i sagen og har udtalt sig adskillige gange i medierne. Sagen har affødt mange reaktioner fra politikere, fagfolk, mediefolk og juridiske eksperter.
Gennem hele forløbet har PLF fastholdt en stringent, faglig linje og konsekvent henvist til den jura, vi vurderer, er blevet overtrådt. Med andre ord: Vores udtalelser hviler på et sagligt, veldokumenteret og seriøst grundlag.
I det arbejde har vores 2 faglige medarbejdere ydet en uvurderlig indsats. Begge er uddannede socialrådgivere og arbejder udelukkende med plejefamilieområdet.
De har udarbejdet følgende faglige oprids af nogle af de helt centrale aspekter i sagen:
Esbjergsagen: Juridisk og socialfaglig vurdering af kommunens beslutning om flytning af plejebarn
Esbjerg Kommunes beslutning om at flytte et 11-årigt plejebarn uden varsel og uden at involvere Børn og Unge-udvalget har vakt stor faglig bekymring. Denne sag er ikke blot en enkeltstående fejl, men et udtryk for en alvorlig tilsidesættelse af både Barnets Lov, god forvaltningsskik og grundlæggende børnefaglige principper. Her følger en grundig analyse, der belyser sagens retlige, forvaltningsmæssige og socialfaglige aspekter.
1. Proportionalitetsprincippets betydning i sagen
Proportionalitetsprincippet er en grundlæggende retsgaranti, der sikrer, at ethvert indgreb i borgeres rettigheder – herunder plejefamilier og plejebørn – skal stå i rimeligt forhold til det formål, man forsøger at opnå. Princippet er fast forankret i både dansk forvaltningsret og international menneskeret.
I denne sag synes Esbjerg Kommune at have overtrådt princippet på flere måder:
- Formål: Det er uklart, hvilket konkret og lovligt formål flytningen har tjent. Der er ikke dokumenteret en akut fare eller truende situation for barnet.
- Nødvendighed: Kommunen har ikke redegjort for, hvorfor andre mindre indgribende tiltag ikke blev prøvet først.
- Afvejning: Indgrebets belastning for både barnet og plejefamilien synes at overstige de eventuelle hensyn, kommunen har forsøgt at varetage. Det er særligt problematisk, når konsekvensen er brud i tilknytning og tab af stabilitet.
2. Tilsidesatte lovbestemmelser
Sagen viser en række brud på centrale bestemmelser i Barnets Lov og forvaltningsretten:
- Barnets Lov § 98, stk. 4: En flytning af anbringelsessted uden samtykke skal forelægges for Børn og Unge-udvalget. Dette er ikke sket, og der er heller ikke dokumenteret en gyldig formandsbeslutning.
- Barnets Lov § 45 og § 46: Barnet, som er over 10 år, skulle have været inddraget som part i sagen og havde krav på at blive hørt og evt. vælge bisidder.
- Retssikkerhedsloven § 10: Kommunen har pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt før afgørelse. Manglende dokumentation og undersøgelse af alternativer viser, at dette ikke er sket.
- Forvaltningslovens §§ 19, 22 og 24: Både plejefamilien og barnet har krav på partshøring, skriftlig afgørelse og klagevejledning.
Disse tilsidesættelser udgør alvorlige brud på borgernes retssikkerhed og underminerer tilliden til myndighedernes handlemåde.
3. Hvor ses det største systemsvigt?
Det mest markante svigt i sagen er, at en så alvorlig og indgribende beslutning blev truffet uden den nødvendige myndighedsproces.
Kommunens sagsbehandlere har tilsyneladende handlet uden at:
- forelægge sagen for Børn og Unge-udvalget,
- dokumentere en akut situation,
- give barnet mulighed for at blive hørt,
- sikre skriftlig afgørelse og klagevejledning,
- varsle og partshøre plejefamilien.
Socialfagligt er det uacceptabelt, at barnets trivsel og stabilitet ikke synes at have været i centrum. Der mangler overgangsplan, kontakt til kendte voksne og skole, samt vurdering af plejefamiliens beskyttelsesfaktor.
4. Andre alvorlige forhold i sagen
Ud over det formelle og juridiske er der andre aspekter, som kalder på opmærksomhed:
- Kulturen i forvaltningen: Plejefamilien behandles som udskiftelig ressource frem for en vigtig medspiller i barnets liv. Det vidner om en bekymrende administrationskultur.
- Manglende barnesyn: Flytningen bærer præg af beslutningstagning uden børnefagligt blik. Barnets relationer, stemme og rettigheder er tilsidesat.
- Ingen faglig refleksion: Der synes ikke at være sket nogen reel vurdering af, hvad der tjener barnets bedste. Dette strider mod Barnets Lovs overordnede formål og FN’s Børnekonvention.
Konklusion
Esbjerg Kommunes fremgangsmåde i denne sag er ikke blot en fejl i proceduren. Det er et grundlæggende svigt i myndighedsudøvelse, retssikkerhed og børnefaglig praksis. Der mangler respekt for lovgivning, for plejefamiliens rolle og først og fremmest for barnet og dets rettigheder.
Flytning af anbringelsessted skal altid ske med omhu, efter grundig vurdering og med fokus på barnets tarv. Det gælder særligt, når barnet har opbygget stabile relationer og er i trivsel. Denne sag må være en anledning til faglig selvransagelse og til at sikre, at sådan noget ikke sker igen.
