Hvorfor er plejefamilierne ikke nævnt i valgkampen?

Skrevet af PLF

november 18, 2022

Lis Skovgaard, som er plejemor, undrer sig over, at plejefamilier ikke er nævnt i valgkampen. Hvor er hele spørgsmålet om plejefamiliernes arbejdsforhold blev af?

Lis Skovgaard er forfatter af dette brev.

Hvorfor er plejefamilierne ikke nævnt i valgkampen?

Lis Skovgaard, som er plejemor, undrer sig over, at plejefamilier ikke er nævnt i valgkampen. Hvor er hele spørgsmålet om plejefamiliernes arbejdsforhold blev af?

Kære Kolleger

Jeg skriver, fordi der ikke med et eneste ord i valgkampen er nævnt noget om plejefamilierne. Vi er den arbejdsgruppe, som tager os af de allermest sårbare børn og unge. Alligevel er der ingen interesse fra Christiansborg i at se på vores arbejdsforhold.

De børn og unge, som i dag bliver anbragt i plejefamilier, har markant flere udfordringer end tidligere, da der er lukket mange institutionspladser. Kravene til plejefamilier er steget med årene, og lønnen er faldet. Vi har ingen pensionsordning, ingen ret til vores feriepenge, da vi har børnene med på ferie, og vi har 1 måneds opsigelse.

Vi bruger mange kræfter på at kæmpe for dagtilbud, der passer til vores børn, ligesom det er svært at få den nødvendige hjælp i form af evt. terapi til børnene samt ordentlig supervision.

Jeg vil også lige nævne, at det næsten er umuligt at få vores plejebørn udredt på trods af, at skole og børnehave også peger på massive udfordringer.

Tilsynet stiller krav

Tilsynet stiller krav omkring økonomi, fritidsaktiviteter og stabilitet i fremmøde i skole og dagtilbud samt muligheder for at danne vennekredse. Vi bliver bedømt efter det.

Kommunernes hjælp til plejefamilierne er ofte mangelfuld, og til tider ikke eksisterende. Vi hører, at vi bare kan tage et halvdagsjob ved siden af, når de sætter os ned i løn.

Hvem kan finde et halvtidsjob, hvor plejemor eller -far skal have fri på samtlige skoleferiedage og fridage, når der er samvær med den biologiske familie, besøg af tilsyn, besøg af sagsbehandler, besøg af familieplejekonsulent. Det samme gælder for tandlæge, læge, barn syg osv.

Vi skal forlade jobbet med det samme, når der bliver ringet, at et barn har en nedsmeltning. Og på dage, hvor det lykkedes, møder vi ofte meget trætte på grund af manglende søvn, for det er ofte børn, som sover dårligt. Og så er der husarbejde, som normalt foregår, når barnet er i skole, samt status på arbejdet, som så må ske sent aften.

Der blev talt om dem, der har overenskomst

I valgkampen var der rigtig mange, som talte om blandt andet sygeplejerskernes, SOSU’ernes og politibetjentenes løn og arbejdsforhold.

Det er rigtig godt, jeg tænker bare, de har da i det mindste en overenskomst.

Der er allerede nu mangel på plejefamilier, og gennemsnitsalderen på os er 50+, så nu og i de kommende år står kommunerne med akut mangel på plejefamilier.

Jeg elsker mit fag og mine børn, men jeg er også en af dem, som lukker, når de 2 børn, vi har, flytter.

Venlig hilsen Lis Skovgaard Plejemor