Vi har tidligere skrevet en række artikler om, hvad kommunen må og ikke må. Nu tager vi emnet op igen og genbruger noget af det, vi skrev om for flere år siden.
Der opstår ofte uoverensstemmelser, fordi kommunerne ikke altid selv har styr på reglerne eller ser stort på reglerne.
Her får du svaret på spørgsmålet: Må kommunen nægte dig at have din repræsentant fra fagforeningen med til samarbejdsmøder?
Vi hører om, at nogle kommuner afviser medlemmer retten til at have en faglig konsulent fra PLF med til møder, der vedrører løn- og arbejdsvilkår. Kommunens påstand er, at det kun er SL, der har forhandlingsretten.
Men alle plejefamilier har ret til at have en bisidder eller partsrepræsentant med til møder, som vedrører arbejdsforhold.
Kommuner, der nægter plejefamilier denne ret, er misinformeret. Forhandlingsretten gør sig kun gældende, når der foreligger en overenskomst, hvilket plejefamilier ikke har.
Du har dermed ret til at blive repræsenteret af din fagforening, PLF, da alle plejefamiliernes løn- og arbejdsvilkår forhandles individuelt uden overenskomst.