Nogle plejeforældre vælger at tage en nyfødt, som senere skal bortadopteres, i pleje. Det er en meget stor opgave. I nogle tilfælde er der samvær med de biologiske forældre. Der opstår ofte et tæt samarbejde.
Tiden går, den lille baby er over 2 år. Plejefamilien har fået en tæt tilknytning til barnet. De beslutter sig for, at de gerne vil adoptere barnet. Desværre er der ikke gået 3 år. Så kommunerne undersøger det ikke. Det er slet ikke sikkert, at barnet får lov til at se den plejefamilie, der har været den trygge base i over 2 år. Er dette barnets tarv?
Læs nødråbet fra plejemor herunder:
Tvangsbortadoption; Nødråb fra en plejemor.
Kære verden…
Må jeg helt uden at komme med konkrete personlige beskrivelser, der bryder min tavshedspligt, fortælle om en verden, de færreste kender til, men som alle burde vide eksisterer?
Må jeg forinden min fortælling huske jer på eksperimentet med de grønlandske børn samt de tusindvis af mennesker man tvangssteriliserede og mange år efter erkendte fejlen og gav en undskyldning.
Kære kommune…
Må dette være mit sidste opråb ud af mange, og må hele Danmark være vidne til det.
Må jeg spørge en sidste gang; Er det virkelig til barnets bedste at tvangsbortadoptere til fremmede mennesker, når vi står her med åbne arme i hendes hjem, som hun har boet i de sidste 2 år? Vi og hendes forældre ønsker kun det bedste for hende; hvorfor kunne vi ikke få lov at adoptere hende?
Kære forældre…
Må jeg fortælle hele verden, at I har min dybeste medfølelse og største respekt for årelang kamp for at beholde jeres barn.
Må jeg råbe ud til samfundet, hvor absurd et forløb I og jeres barn har været igennem.
Må jeg mene, at det er så forkert, at I får beskeden via e-boks, om at jeres barn skal tvangsbortadopteres.
Må jeg ønske, at en kommende statsminister om 20-30 år, når dette eksperiment er færdigt, giver jeres familie en undskyldning for at de tog jeres barn fra jer og gav det til nogle andre på et alt for tyndt grundlag og med for mange økonomiske bagtanker.
Kære adoptanter…
Må jeg fortælle jer, at I ikke nødvendigvis redder et barn fra en frygtelig skæbne, som havde det været et forældreløst barn i Afrika.
Må jeg samtidig være en smule lettet over, at hun nu ikke skal være kommunebarn og potentielt være i risiko for kommunernes “clean cut” med flytning til en ny plejefamilie, hvis vi ses som usamarbejdsvillige.
Må jeg ønske, at I giver hende en lang udslusning og lov til kontakt med os den første tid, for at gøre overgangen så mild som mulig, selvom I helt lovligt kan hente hende uden udslusning, når papirerne er underskrevet.
Kære Mette Frederiksen…
Må jeg fortælle dig, at jeg ikke er imod tvangsbortadoption, så længe det er de rigtige børn.
Må jeg derfor fortælle dig, at ikke alle sager indebærer vold, stoffer, alkohol eller mentalt retardering, eller forældre med store børneflokke alle bosat i plejefamilier, som du så ofte påpeger; der er faktisk sager der går igennem, der er så absurd forkerte at både samværs- og familiekonsulenter samt advokater krummer tæer over vores lovgivning, der fortæller, at end ikke gode, stabile og nærværende samvær og børn i trivsel er til hinder for en tvangsbortadoption.
Må jeg samtidig fortælle dig og hele Danmark, at børnene bliver alt for gamle, og plejefamilierne sjældent har mulighed for at de kan adoptere det plejebarn, som de typisk har haft fra fødslen.
Må jeg desuden påpege, at risikoen for tvangsbortadoption også handler om at bo i den rigtige/forkerte kommune, og samtidig være heldig/uheldig med at få en psykolog, der er for/imod bortadoption.
Må jeg som det sidste fortælle dig, at den advokat, som barnet får, frit kan vælge deres ståsted i sagen og altså pege på adoption eller være neutral. Typisk er denne advokat fundet og betalt af kommunen, og det er da at foretrække, at kommunen netop vælger de advokater, som de ved automatisk peger på det kommunen anbefaler.
Kære barn…
Må jeg fortælle dig, at du er højt elsket og dybt ønsket. Af os. Af dine forældre.
Må jeg fortælle dig, at smerten ved at aflevere dig med en mulig udslusning på mellem 6-10 dage til fremmede mennesker gør ondt helt ind i hjertet på mig.
Må jeg fortælle dig, at du ikke længere er barn af dine forældre, men du får et sæt nye. Nogen der er godkendt af staten og med en fortid der ikke står skrevet i kommunens arkiver.
Må jeg med bævrende stemme og tårer i mine øjne fortælle dig, at du efter 2 år hos os nu skal flytte.
Kære barn…
Alt, jeg ønskede, var at gøre din verden tryg, og nu skal jeg påføre dig så meget smerte, savn og forvirring ved at sende dig bort fra det du kender som dit hjem og din familie.
Hvis bare vi kunne adoptere dig.