Så kom den endelig – den socialpolitiske redegørelse for 2022. Den viser et markant fald i antallet af plejefamilier. Det har PLF gjort opmærksom på det sidste halve år.
Redegørelsen viser, at antallet af generelt godkendte plejefamilier er faldet siden 2014 frem til 2021. Der er i gennemsnit 160 plejefamilier færre. Det svarer til et fald på 17%.
I PLF gør vi opmærksom på, at tallet ikke viser, hvor mange pladser til plejebørn, der mangler. Det viser heller ikke, om de plejefamilier, der er stoppet, har haft en eller flere pladser.
Blandt de godkendte plejefamilier er der omkring 22% af plejeforældrene, der er over 60 år. Det betyder, at gennemsnitsalderen er steget med 6-7 år.
Som socialministeren formulerer det: “I mine øjne er plejefamilierne nogle af samfundets største helte. De påtager sig en af samfundets vigtigste opgaver og forandrer livsbaner for nogle af de mest udsatte børn og unge med deres varme hjerter og høj faglighed. Derfor er jeg også optaget af, hvordan vi fremover kan styrke plejefamilieområdet til glæde og gavn for de mange anbragte børn og unge, som har brug for et nyt og kærligt hjem”.
Du kan finde hele den socialpolitiske redegørelse her. https://sm.dk/Media/638223242565323423/Socialpolitisk_Redegoerelse_2022.pdf
Vi ser frem til en dialog
I PLF ser vi med glæde frem til en dialog og et samarbejde med socialministeren om, hvordan plejefamilieområdet kan styrkes. Vi mener, at vi i PLF har fingeren på pulsen. Vi ved, hvad der forgår i kommunerne, hvilke barrierer der sættes i godkendelsesprocessen i socialtilsynene, og vi ved, hvilke vilkår der er altafgørende for, at familier vælger at blive eller blive ved med at være plejefamilie for børn og unge, der har fået store skrammer af livet.
PLF er helt enig med socialministeren om, at plejefamilier er noget særligt. Dem skal vi værne om, så vi kan få lov til det vigtigste, nemlig at forblive familier. Familier er forskellige, og børnene, der skal anbringes, er forskellige. Derfor må der ikke ske ensretning. Mangfoldigheden længe leve.