Børns Vilkår: Ræk ud efter os bisiddere i Børns Vilkår!
Vi er et korps af professionelle bisiddere, der kan sikre barnet en gennemgående og faglig hjælp.
Alt for mange børn og unge oplever, at de ikke bliver hverken inddraget eller hørt i egen sag, når de af den ene eller anden grund bliver anbragt. Det ved vi fra vores mange samtaler med børn og unge på BørneTelefonen. Og det ved vi i høj grad også fra vores arbejde som bisidder for børn og unge, når de har haft brug for hjælp.
Børn har ret til at have en bisidder med til børnesamtalen på kommunen – en ret, som kommunen skal oplyse barnet om. En bisidder skal i udgangspunktet være en neutral person, altså en som ikke påvirker barnet med egne meninger og holdninger. Bisiddere fra Børns Vilkår er altid uvildige, de er til for børnene og kun optagede af barnets perspektiv og ønsker. En bisidder fra Børns Vilkår er endvidere professionel, så de kender lovgivningen rigtig godt og kan sikre barnets rettigheder.
Vi oplever desværre, at nogle kommuner tøver med at fortælle børnene, at de har ret til en bisidder. Måske frygter de, at en bisidder vil gøre et kompliceret forløb endnu mere knudret/indviklet. Måske glemmer de at oplyse barnet om retten. Og måske tror de, at det er unødvendigt.
Det er guld værd at have en uvildig voksen at tale med
En del af jer plejefamilier oplever sikkert ind imellem, at de børn, I har anbragt, føler sig overvældet af at skulle tale med skiftende sagsbehandlere. Eller måske at de netop ikke føler, at de bliver spurgt eller hørt. Det er et stort problem for de børn!
Og her er min opfordring til jer: Ræk ud efter os bisiddere i Børns Vilkår! Vi er et korps af professionelle bisiddere, der kan sikre barnet en gennemgående og faglig hjælp. Vi sørger for, at barnet eller den unge bliver hørt og inddraget. Vi hører fra mange børn, der er glade for deres plejefamilier, men at de faktisk ikke ved, hvorfor de er blevet anbragt. Det er store spørgsmål, og det kan være rigtig svært at spørge om. For de børn er det guld værd at have en uvildig voksen, som kan hjælpe dem med at afklarer de store spørgsmål, uden at børnene skal være bekymrede for, om der er nogen som bliver sure eller kede af at de spørger.
Mange anbragte børn skal forholde sig til meget information og svære ord. I de situationer kan det være betryggende at have en voksen ved sin side – en, der kan forstå sagsgangene og kan støtte barnet i at blive hørt, set og forstået. Og her er bisidderen med til at sikre, at barnets perspektiv kommer frem.
I 2022 har 261 børn allerede fået hjælp fra en bisidder i deres sag i Familieretshuset eller hos kommunen. Og fra tilbagemeldinger ved vi, at børnene oplever det som en enorm hjælp at have en voksen rådgiver ved deres side. En, der kan hjælpe med at ’oversætte’ forløbet og rådgive om, hvad barnet har af rettigheder.
Ingen talte med barnet
Forleden havde jeg en stor dreng i røret. Han var grædefærdig. For kommunen ville flytte ham fra den familiepleje, hvor han har boet de seneste 12 år og som har naturligvis er meget knyttet til. Kommunens begrundelse var, at drengen var i mistrivsel. Men ingen havde brugt tid på at spørge drengen selv, hvad hans mistrivsel handlede om. Det viste sig, at det handlede om samværet med hans biologiske forældre, som han følte pressede ham. Slet ikke plejefamilien. Det kunne kommunen jo have fået opklaret ved at spørge drengen selv. Nu kunne vi så, via en bisidder i sagen, få drengens eget perspektiv på sagen og give ham og plejefamilien ro på igen.
Vi ved også, at samarbejdet mellem plejeforældre og kommune indimellem er vanskeligt. Også i de tilfælde er det gavnligt for barnet at have en neutral bisidder, som kan sikre, at barnets perspektiv bliver løftet trods diverse uenigheder.
Barnets Lov
Folketinget skal på et tidspunkt behandle lovforslaget Barnets Lov. En lov, der skal sikre, at udsatte børn og unge får de bedst mulige vilkår og rammer, når de er del af ’en sag’. Hovedformålet er at styrke børns rettigheder.
Det er en god ting! Men det er samtidig vigtigt, at børnene får hjælp til at forstå og bruge de ekstra rettigheder, som det ser ud til, at de får. Og her kan bisidderne spille en væsentlig rolle. En bisidder kan – sammen med sagsbehandlere og ansatte i Familieretshuset – fortælle børn om deres rettigheder. Børn skal – ligesom voksne – høres og involveres i det, der vedrører dem. Men de kan have brug for støtte undervejs – en støtte, de har ret til at få i form af en bisidder.
Så kære plejefamilier: Brug os! Og ræk ud, inden en sag med jeres børn går galt med kommunen.
Faktaboks
Hvem er Børns Vilkår
Børns Vilkår kæmper for, at intet barn i Danmark svigtes – hverken af barnets nærmeste voksne eller samfundet. Foreningen sikrer, at alle børn har i hvert fald én, som lytter, og hjælper børnene med at få den støtte og omsorg, de har brug for. Siden 1977 har Børns vilkår arbejdet for børns ret til en tryg barndom sammen med støtter og samarbejdspartnere. Læs mere på foreningens hjemmeside https://bornsvilkar.dk/