Kommunen kan have meget travlt med at få anbringelsen af et barn på plads. Pas på med mundtlige aftaler.
Må kommunen anbringe et barn i en plejefamilie inden, kontrakten er underskrevet?
Ja, det må kommunen, hvis den har fået lov af plejefamilien.
Men tænk jer om
PLF råder alle plejefamilier til at vente med anbringelsen, altså med at få barnet ind i huset, til der er enighed om alle de vigtige temaer i jeres kontraktansættelse: Vederlag, barnepigepenge, aflastning, ferie, samvær, varsling af opsigelse, høringsret i alt, der vedrører jeres arbejdsvilkår, omkostningsbeløb, indskrivningsbeløb osv.
Nogle gange er kommunen i tidspres, men husk, at forhandlingssituationen er meget svær for jer som plejefamilie, når barnet først er flyttet ind.
Få alle aftaler på skrift
Hvis kommunen ikke vil skrive alle aftaler ind i jeres kontrakt, så er det vigtigt, at alle aftaler tilføjes i et bilag.
Vær opmærksom på, at alt, der aftales inden anbringelsen, skal være på skrift. Vi oplever meget ofte, at vores medlemmer har vanskeligt ved at kunne bevise det, der har været aftalt mundtligt.
Særligt om vederlagsforhandling
PLF fraråder at indgå kontrakt, hvor der aftales fast honorering plus tillægsvederlag, fx 5 +2. Tillægsvederlag er tidsbegrænset og kan tages væk af anbringelseskommunen uden, at der kan gøres så meget, da det faste honorar er aftalt, og plejeforældrene har underskrevet og godkendt det faste honorar.
Må kommune anbringe et barn i aflastning fra torsdag til mandag hver uge?
Nej, for så kan det ikke kaldes aflastning.
2010 har Ankestyrelsen truffet en afgørelse om afgrænsning af aflastning i modsætning til en anbringelse. På baggrund af de retslige rammer og reglerne for aflastning kan et barn ikke være i aflastning fra torsdag til mandag hver uge. Her er der tale om kortere anbringelsesperioder.
Et aflastningsophold for et barn skal enten give barnet mulighed for faste kortvarige aflastningsophold med et vist mellemrum eller mere enkeltstående aflastningsophold af længere varighed.
Dette ifølge Ankestyrelsens principafgørelse 44-11 om anbringelse – aflastning, afgrænsning og tidsperspektiv.