Hjemgivelser kan være en brutal affære. Vera fra PLF’s bestyrelse har interviewet plejeforældre, som har oplevet det.
Interview med plejeforælder til et barn, der er hjemgivet efter mange år hos plejefamilien
Vera: Hej, jeg er ved at lave et nyhedsbrev om hjemgivelser og vil i den forbindelse høre, om jeg må interviewe dig.
Plejeforælder: Jeg vil gerne udtale mig, for jeg er rystet over, hvad der er sket, og hvordan det er sket. Vi vidste godt, at vores plejebarn skulle hjemgives, men nu har de gjort det igen med Clean Cut. Vi fik ikke engang lov til at sige farvel.
Man kan ikke behandle børn på den måde, og vores største bekymring er, om barnet kan tåle det her.
Plejebarnet har kun været én gang til overnatning og har haft 1,5 times samvær om måneden.
Vera: Har der været aftalt en procesplan for hjemgivelsen?
Plejeforælder: Det mest bekymrende har været, at kommunen ikke har taget hensyn til de anbefalinger, psykologerne er kommet med i forhold til hele hjemgivelsesprocessen. Det fandt vi først senere ud af. Det er jo et barn, vi har passet på i mange år, og som vi kender. Det er jo katastrofalt, at man ikke følger fagpersonernes anbefalinger.
Vera: Hvad gør alt det her ved dig?
Plejeforælder: Jeg er så vred og rasende over det svigt, vores tidligere plejebarn har oplevet, over ikke at kunne gøre noget, over ikke at kunne sige farvel, over ikke at kunne have kontakt med det barn, som vi har passet på i mange år.
De har lavet en Clean Cut, og vi ved jo, hvad Clean Cut gør ved barnet. Jeg er så vred. Ting skal gøres ordentligt, især når det handler om så sårbare børn
Vera: Hvad tænker du der er vigtigst at gøre i en hjemgivelsesproces.
Plejeforælder: Det vigtigste er, at man sætter sig sammen og arbejder mere tværfagligt for at tage bedst muligt hensyn til barnet i hele hjemgivelsesprocessen. Hvorfor har en kommune brug for at gøre sådan?
Vi har fået et par timers supervison, men følelsen af at have svigtet og sorgen og bekymringen over, hvordan det vil gå barnet, vil nok være der i lang tid.
Vera: Er der noget, du vil sige her til sidst?
Plejeforælder: Jeg ønsker, at kommunen tager ansvar for deres modbydelige arbejde, og det kræver jo nok, at der ruller hoveder, eller at de fyrer mig for at være utroværdig.